Musen og elefanten

På en grøn, grøn eng boede en lille, lille mus. Musen hed Mira. Mira havde et lille, lille hus. Huset var så lille, at kun en mus kunne være der. Og det var lige tilpas. Lille, lille, lille.

En morgen hørte Mira tunge skridt. Dunk, dunk, dunk. Jorden rystede lidt, lidt, lidt. Mira kiggede ud gennem det lille vindue. Der stod en elefant. En stor, stor, stor elefant. Elefanten smilede et venligt smil.

'Hej', sagde elefanten med en blød stemme. 'Jeg hedder Edvin. Må jeg sige godmorgen?' Mira nikkede. Edvin viftede lidt, lidt med ørerne. Mira kildede i poterne af glæde. En så stor ven havde hun aldrig haft før.

Mira og Edvin snakkede hele morgenen. De snakkede om græs. De snakkede om skyer. De snakkede om deres yndlingssuppe. Og så lo de. Mira lo pip, pip, pip. Edvin lo ho, ho, ho. Det var en meget dejlig latter.

'Vil du komme ind til te?' spurgte Mira høfligt. Edvin kiggede på det lille, lille hus. Han kiggede på den lille, lille dør. Han kløede sig på snablen. 'Jeg skal prøve', sagde han. 'Jeg skal prøve meget forsigtigt.'

Edvin bøjede sig ned. Han stak snablen gennem døren. Han stak et øre gennem døren. Men en stor elefant kunne ikke være i et lille musehus. Slet ikke, ikke, ikke. Edvin satte sig ned i græsset. 'Hovsa', sagde han blødt og smilede.

Mira fnisede. 'Det gør ikke noget', hviskede hun. 'Vi tager teen ude i stedet.' Hun bar en lillebitte kop ud. Edvin kiggede på koppen. Koppen var lige så lille som en af hans negle. Han løftede den forsigtigt med snablen. Forsigtigt, forsigtigt, forsigtigt.

De drak te i solen. Vinden hviskede i græsset. Bier summede forbi, bzzz, bzzz, bzzz. Mira klatrede op og satte sig på Edvins øre. Det var det blødeste øre i hele verden. Blødt, blødt, blødt. Som et varmt tæppe.

Mira sagde: 'Edvin, jeg har en idé. Det lille hus er lille. Du er stor. Vi har brug for et hus, der passer til os begge.' Edvin nikkede langsomt med hele hovedet. 'Et tilpas hus', sagde han. 'Ikke for lille. Ikke for stort. Tilpas, tilpas, tilpas.'