Hyrden og havet

Langt borte, hvor bjergene skrånede blidt ned mod kysten, boede en hyrde, der ejede en stor flok får. Hver morgen, allerede inden solen stod op, førte han fårene ud på de grønne skråninger oven for havet. Der fik de lov til at græsse i ro og mag, mens han sad på en sten og lyttede til bølgerne langt nedenfor. Han kendte hvert eneste får ved navn og vidste, hvilken klokke der hørte til hvilken hals. Han vidste, hvilket moderfår der holdt af syre, og hvilket der foretrak timian. Det var et stille liv, men det var et godt liv, og det var hans liv, sådan som det havde været hans fars liv før ham.

Men på det sidste var hyrden begyndt at kigge mere på havet end på fårene. Vandet lå blankt som sølv hele dagene, og solen funklede så smukt på overfladen, at han knap kunne rive blikket bort. Det måtte være vidunderligt at sejle derude, tænkte han. Der måtte dufte anderledes langt ude, hvor ingen bjerge skyggede for vinden. Han så skibe komme og gå nede i havnen, fyldte med varer fra fjerne lande. Når de hejste sejl, lignede de hvide fugle, der lettede mod horisonten. Og hver gang en stævn vendte og forsvandt om pynten, mærkede hyrden, at noget inde i ham også ville med.

En aften sad han ved sit lille bål og tænkte. Hvis havet var så roligt og så smukt, hvorfor skulle han så blive på skråningen? Han havde hørt, at købmændene i havnen kunne købe kurve fulde af dadler for en billig pris. Så sejlede de af sted med dadlerne og solgte dem dyrt i en anden by. På den måde blev en fattig mand rig på en eneste rejse. Tænk hvad jeg kunne udrette, hviskede hyrden, hvis bare havet ville bære mig derhen og hjem igen.

Næste morgen var beslutningen taget. Han gik ned til landsbyen og fandt en nabo, der længe havde ønsket sig flere får. De sad et stykke tid og snakkede, drak et krus vand fra brønden, og så gav de hinanden hånden og talte mønter. Før solen stod højt på himlen, ejede hyrden ikke længere en eneste lammehale. I stedet bar han en tung pung med sølv, og i pungen klang alle hans år på skråningen. Han blev stående lidt og så fårene følge naboen ned mod den anden side af byen. Nogle af lammene vendte sig mod ham, som om de undrede sig. Det var en mærkelig fornemmelse at gå derfra. Han var lettere end nogensinde og dog tungere.