Pandekagen

Der var engang en mor, som hed Goody Poody. Hun boede i et lille hus på en grøn bakke. Hun havde syv sultne børn. Og hun havde en far også. I køkkenet stod en stor stegepande på komfuret. I panden lå en pandekage. Den hvæsede og boblede. Den var tyk og gylden. Den duftede dejligt af smør og sød mælk. Børnene stod rundt om panden i en ring. Faren sad på en stol og kiggede på. Alle ventede på pandekagen.

'Mor, vær så sød, giv mig et stykke pandekage,' sagde det første barn. 'Mor, kære mor,' sagde det andet. 'Mor, kære, søde mor,' sagde det tredje. 'Mor, kære, søde, fine mor,' sagde det fjerde. Og sådan fortsatte det. Hvert barn var lidt sødere end det forrige. Det syvende barn sagde: 'Mor, kære, søde, fine, kloge, dejlige mor!' Mor smilede. 'Ja, ja, små venner. Vent bare til den vender sig selv. Så skal I alle få et stykke. Se hvor fin den ligger der.'

Pandekagen lå der i panden og hørte det hele. Så blev pandekagen bange. Rigtig bange. 'Syv sultne børn vil æde mig!' tænkte den. 'Og mor. Og far også!' Pandekagen vendte sig selv. Hop! Den sprang op af panden. Plump! Den faldt ned på gulvet. Den landede med den ene side op og den anden nede. Så trillede den af sted. Som et hjul trillede den ud ad døren. Hop og trill. Ud af køkkenet. Ud af gangen. Ud ad døren. Og ned ad bakken, så hurtigt den kunne.

'Stop! Stop pandekagen!' råbte Goody Poody. Hun løb efter. I den ene hånd havde hun stegepanden. I den anden havde hun stegespaden. Bag hende løb de syv børn. Til sidst kom faren, og han haltede. 'Stop! Stop! Fang den!' råbte de alle. Men pandekagen trillede og trillede. Den hoppede over småsten og pinde. Den susede forbi blomster og buske. Den var hurtigere end alle i hele huset. Snart var den så langt væk, at ingen så den mere. Familien standsede og pustede ud. 'Den pandekage,' sukkede Goody Poody.

Pandekagen trillede og trillede. Den trillede forbi en eng fuld af marguerit. Snart mødte den en mand. Manden havde en bred stråhat og en stav. 'God dag, pandekage,' sagde manden. 'Gud signe dig, Manny Panny!' sagde pandekagen. 'Kære pandekage,' sagde Manny Panny, 'trill ikke så hurtigt. Stop lidt, så jeg får dig at spise.' Pandekagen smilede og svarede: 'Jeg er sluppet fra Goody Poody, og far, og syv skrigende børn. Så slipper jeg vel også fra dig, Manny Panny!' Og så trillede pandekagen videre.