Hvordan Anansi bragte fortællingerne til verden

For længe, længe siden, i et land hvor solen var stor og varm og træerne bar frugter så søde at man sov bedre om natten, fandtes der endnu ingen fortællinger om dyr eller helte. Alle historier handlede om Nyankupon, gudernes høvding højt oppe på himlen. Folk samledes om aftenen under stjernerne og hviskede hans navn. Men nede i græsset boede en lille edderkop der hed Kwaku Anansi. Han havde otte tynde ben, blanke øjne og en hjerne der aldrig hvilede. Og en aften fik Anansi en idé så stor at de små ben dirrede.

'Hvorfor skal alle fortællinger handle om Nyankupon?' tænkte Anansi og kløede sig i hovedet. 'Jeg er også sjov. Jeg er listig og hurtig og tænker hurtigere end vinden. Fortællingerne burde hedde Anansi-fortællinger.' Og fordi Anansi var den slags edderkop der aldrig nøjedes med bare at tænke, klatrede han allerede næste morgen op ad det allerhøjeste træ, videre op gennem skyerne, helt til han stod foran Nyankupons store gyldne hus i himlen. Han bukkede dybt og sagde med sin tyndeste og høfligste stemme: 'Høvding, jeg har en bøn til dig.'

Nyankupon så ned på edderkoppen med et bredt smil. Hans stemme lød som torden over et varmt hav. 'Og hvad vil du, lille Anansi?' Edderkoppen rettede ryggen så godt han kunne. 'Høvding, jeg vil at alle fortællinger fra nu af skal kaldes Anansi-fortællinger i stedet for Nyankupon-fortællinger.' Gudernes høvding lo så gulvet rystede. 'Anansi, du er modig der beder om sådan noget. Men jeg siger ikke nej. Jeg giver dig tre opgaver. Klarer du dem, skal fortællingerne bære dit navn for evigt. Klarer du dem ikke, går du hjem og tier.' Anansi nikkede ivrigt.

'Hør godt efter,' sagde Nyankupon. 'Det første du skal bringe mig er en krukke fuld af levende bier. Det andet er en kæmpelang boaslange, levende og hel. Det tredje er en tiger, så stærk og så vild at selv jeg taber pusten.' Anansi blinkede én gang, to gange. Bier der stak. Boaslange der klemte. Tiger med tænder som knive. Et hvilket som helst andet væsen ville have hængt med hovedet og gået hjem. Men Anansi smilede et lille, lurt smil. 'Jeg lover, høvding,' sagde han, 'at alle tre skal stå foran dig.' Så klatrede han ned ad et spindelvæv, helt ned til jorden.