Museet efter lukketid

Da den sidste gæst gik ud gennem de store trædøre, blev museet helt stille. Uret i tårnet slog otte bløde slag, og udenfor faldt mørket langsomt over byen. Inde i hallen tændte nattevagten Bertil sin lille lygte. Den lyste varmt, som en gammel ven, der var vågnet til live. Bertil smilede for sig selv. Nu begyndte hans yndlingstid på døgnet, aftenrunden.

Bertil havde arbejdet på museet i mange år. Han kendte hver korridor, hver trappe, hvert lille knirk i gulvet. Han vidste, hvilke lamper der lyste lidt svagere end de andre, og hvilke vinduer der raslede, når det blæste. Med lygten i hånden begyndte han sin runde. 'Godaften, gamle hus', hviskede han. Og huset så ud, som om det åndede roligt tilbage.

Den første sal var fossilsalen. Midt i rummet stod et enormt dinosaurskelet, højt som et træ. Det var en af Bertils yndlinge. Han plejede at kalde hende Lillen, selv om hun slet ikke var lille. Lygtens skær vandrede hen over de blanke knogler, og skyggerne lagde sig blødt mod gulvet. 'Godnat, Lillen', sagde Bertil og nikkede venligt mod det vældige hoved.

Statuerne i hjørnet af salen stod helt stille. Det var to stenfigurer fra en gammel tid, med venlige ansigter og slidte hænder. Bertil smilede lidt, da han gik forbi. Man siger, at statuer kun står stille, når nogen kigger, men det er jo bare et gammelt eventyr. Bertil kiggede altid lidt ekstra længe på dem, i tilfælde af at de skulle have lyst til at strække sig. Det gjorde de ikke. Det gør de aldrig.

Bertil gik videre ind i det næste rum. Her hang store oliemalerier i tunge guldrammer. På et maleri sad en ko og hvilede i en sommereng. På et andet sejlede et lille skib mellem blå bølger. På det største stod en gammel have i fuldt flor. Bertil stoppede et øjeblik foran hvert maleri. 'Sov godt, ko', hviskede han. 'Sov godt, skib. Sov godt, have.'

Oppe i loftet var der en lille kuppel af malet glas. Om dagen lyste den i alle regnbuens farver, men nu var den næsten sort. Næsten, for månen var lige begyndt at kravle op over tagene derude, og de første stråler faldt ind gennem kuplen som tynde sølvtråde. Bertil bøjede hovedet bagud og kiggede op. Det så ud, som om månen hilste på ham gennem vinduet.