Skyggemesterens datter

Solen sank bag bjergenes kanter og det varme aftenlys faldt skråt ind gennem vinduet i Saris hjem. Himlen havde farvet sig i dybe nuancer af orange og rosa, og de sidste fugle trak stille forbi mod deres reder i de høje bambusskoves kroner. Inde i rummet spredte en gammel oljelampe et rødgylden skær langs væggene, og luften duftede af mad og af det tørre græs i tagbjælkerne. Det var det tidspunkt på dagen, Sari holdt mest af, aftenen, når arbejdet var gjort og huset samledes om familien som en omfavnelse.

Bapak Adi, Saris far, bar en rulle hvidt bomuldsstof og to stærke bambusstave ind. Han bevægede sig forsigtigt, som han altid gjorde, når det var tid til wayang. Sari satte sig på hug i et hjørne og fulgte hvert eneste greb med blikket. Han strammede stoffet hårdt mellem stavene, til det lyste som et lille vindue mod natten, fyldt med lampens skær. Foran stoffet satte han en trekiste med et gammelt messinglås ned. Det var den kiste, Sari aldrig måtte åbne på egen hånd, den med figurerne indeni.

Bapak Adi åbnede kisten og trak en figur frem, pakket ind i et stykke blød batik. Han foldede stoffet omhyggeligt ud, næsten som om han åbnede et brev. Sari kravlede lidt nærmere. Figuren var skåret af bøffellæder, et tykt og hårdt materiale, som alligevel var gennembores af utallige små huller i fine mønstre: blomster, cirkler, bladranker og fisk. I lampeskæret lyste hullene som stjerner, og skyggen figuren kastede var ikke blot mørk, men fuld af lys og form. 'Det er Hanuman,' sagde Bapak Adi og holdt figuren op mod lampen.

Hanumans øjne var indlagt med lidt gult horn og hans hale snoede sig op bag ryggen som et spørgsmålstegn. I næven holdt han en lille stav, og hans ben var i et skridt, som om han netop var på vej et vigtigt sted. 'Hanuman er abeguden,' fortalte Bapak Adi. 'Han er stærk og hurtig og loyal over for prins Rama. Men det fineste ved Hanuman er ikke styrken, det er hjertet. Han kan flyve over have og klatre over bjerge, men det han vælger at bære, er oftest en blomst.' Sari kiggede længe på figuren og spekulerede på, om det var sandt, at en helt kunne være sød.