Uglen der lærte at tude

Højt oppe i en gammel fyr, hvor nålene duftede af harpiks, boede en lille ugleunge. Hun hed Ugle. Hendes fjer var bløde som små skyer. Månen kiggede frem bag skoven. Nu var det tid til at lære at tude.

Ved siden af Ugle sad hendes storebror. Han hed Knud. Knuds tud var dybt og varmt. Det rullede ud over skoven som et blødt tæppe. 'Nu prøver du,' hviskede Knud. Ugle nikkede. Hun var lille, men modig.

Ugle trak vejret. Hun åbnede næbbet. Ud kom… 'piip!' Det lød som et lille legetøj. Knud smilede. 'Det er en begyndelse,' sagde han. 'En stjerne starter også som en gnist.' Ugle lo stille.

'Træk vejret med den kølige nat,' hviskede Knud. 'Mærk duften af fyr og mos.' Ugle lukkede øjnene. Hun trak vejret langsomt. Luften smagte af harpiks og stjerner. Hun blev varm i brystet, som en lille ovn.

Hun prøvede igen. Denne gang kom der 'huu… piiip!' Halvt et tud, halvt et pip. Et lille pindsvin nede på jorden stoppede og kiggede op. Det så ret overrasket ud. Ugle lo og gemte næbbet under vingen.

Knud klukkede stille. 'Godt forsøg,' sagde han. 'Du behøver ikke tvinge lyden. Den kommer fra et varmt sted inde i dig.' Han lagde sin store vinge om hende. Ugle følte sig tryg. Skoven var stille.

Ugle prøvede igen. 'Hu-piip!' En lille ræv nede mellem buskene kiggede op. Han spidsede ørerne. Så smilede han, for det lød så sjovt. Han lagde sig ned i mosset og lyttede videre.

'Luk øjnene igen,' sagde Knud. 'Tænk på noget blødt. Mor. Mosset. Vinger.' Ugle lukkede øjnene. Hun tænkte på Knuds varme vinge. Hun kunne mærke, at det blev stille og rart indeni. Brystet voksede langsomt.

Hun åbnede næbbet helt forsigtigt. 'Huuu… huu.' Det kom blødt. Som en lille vind. Det var ikke stort, men det var et rigtigt tud. Ugle blev så glad, at hun næsten mistede balancen. Knud lo stille.

Tudet rullede ud over skoven. Det gik forbi fyrretræerne. Det gik forbi blåbærbusken. Det nåede helt ud til en lille sø, hvor en frø sad og lyttede. Frøen holdt op med at kvække. Alt blev stille.