Dragen og fyrpasseren

Yderst på en klippe, hvor havet og himlen mødtes, stod et gammelt hvidt fyrtårn. Det var ikke særlig højt, men det var solidt, og det havde stået der så længe, at selv mågerne regnede det som en del af kysten. Inde i fyret boede fyrpasseren Ingrid, en rolig kvinde med vejrbidte hænder og en tyk uldsweater strikket af hendes bedstemor. Hun havde passet fyret i mange, mange år. Når stormene kom om aftenen tændte hun lampen, kogte te i sin gamle kobberkedel og trak et tæppe over knæene. Hun var aldrig rigtig alene, selvom der var langt til nærmeste hus. For Ingrid havde en hemmelig ven, der besøgte hende, hver gang himlen blev mørk og vinden begyndte at trække hårdt hen over vandet.

Denne aften lugtede luften af salt og regn, og nede under klippen slog bølgerne mod stenene med en dyb, trommende takt. Mågerne var allerede fløjet hjem til deres revner i klippen, hvor de gemte sig under overhængene og kiggede ud med blanke sorte øjne. Ingrid satte vandet over i kobberkedlen, fyldte sin tekande med tørret kamille og lagde to sukkerknalder i koppen. Gennem vinduet så hun, hvordan himlen mod vest blev orangerød, så blommelilla, og hvordan de første store regndråber begyndte at slå mod ruden. Tågehornet ude på den yderste mole råbte langt borte, to lange toner, der rullede hen over bølgerne. Hun smilede mod vinduet. 'Snart kommer du,' hviskede hun. Så klatrede hun op ad den smalle vindeltrappe, tændte den store lampe øverst i fyret, og dens gule stråle begyndte sin langsomme sving hen over det mørknende hav.

Vinden tog fat i klippen med begge hænder, og himlen blev dybt blå, så grå, så næsten sort. Regnen begyndte at tromme blødt mod ruderne, først som små fingre, så som en hel hånd. Inde i fyret lugtede der af lampeolie og vådt uld, og Ingrid trak sweateren tættere om sig. Hun stillede sig ved det østlige vindue med tekoppen i hånden og så ud over bølgerne. Da så hun det, hun havde ventet på: en lang skygge, der bevægede sig under vandet, rolig som en sky over en mark. Skyggen blev større. En ryg af glitrende skæl brød overfladen, vandet løb af den i to lyse floder, og så kom et hoved lige så stort som et fiskerbådsskrog, med venlige gule øjne, der lyste blødt i mørket. Det var Glimmer, havdragen.