Den blå sjakal

Der var engang en sjakal. Han hed Vildhyl. Han boede i en hule nær en stor by. Han var tynd og altid sulten. En aften knurrede hans mave værre end ellers. Han måtte finde noget at spise. Da solen gik ned, sneg han sig mod byen.

Gaderne var stille og mørke. Vildhyl snusede ved hvert hus. Han ledte efter en bid mad. Så hørte han pludselig gøen. Byens hunde havde fået øje på ham. De kom løbende med skarpe tænder. De gøede højt og vildt. Stakkels Vildhyl blev kæmperæd. Han løb så hurtigt han kunne.

Vildhyl løb ind i en gård. Der boede en farver, som farvede stoffer. Midt på gården stod et stort kar. Det var fyldt med blå farve. Vildhyl så ikke karret i mørket. Plump! Han faldt lige ned i farven. Hundene standsede ved lågen. De gøede en sidste gang og gik hjem.

Da der blev stille, klatrede Vildhyl op. Han var våd fra snude til hale. Og han var blå! Blå som en sommerhimmel. Han krøb ud af byen og ind i skoven. Solen begyndte at stige over træerne. Vildhyl kiggede ned på sin pels. Han havde aldrig set en så blå sjakal.

Skovens dyr fik øje på ham. Løven stivnede. Tigeren holdt vejret. Aben tabte sin frugt. Haren spidsede ørerne. 'Hvad er det for et dyr?' hviskede de. 'Vi har aldrig set sådan et.' De blev bange og løb til alle sider. Snart havde hele skoven gemt sig.

Vildhyl så, at alle dyrene var bange. Han fik en sjov idé. Han satte sig på en stor sten. Han løftede hovedet højt. 'Kom her, I dyr!' råbte han. 'Vær ikke bange. Indra selv har gjort mig til konge. Jeg er skovens nye konge. Hos mig er I alle trygge.'

Dyrene kiggede frem ét og ét. Løven kom først. Så kom tigeren og leoparden. Aben klatrede ned fra sit træ. Elefanten kom dundrende. Haren og hjorten sneg sig nærmere. De bøjede alle deres hoveder. 'Sig, hvad vi skal gøre, herre konge.' Vildhyl smilede for sig selv.

Vildhyl uddelte vigtige job. Løven blev hans førsteminister. Tigeren skulle passe kongens seng. Leoparden bar kongens betelblade. Elefanten stod vagt ved porten. Aben holdt en stor parasol over hans hoved. Alle dyrene gjorde præcis, som han sagde. Skoven fik en blå konge at adlyde.