Drengen der råbte ulv

Højt oppe på en grøn bakke, over en lille landsby med røde tage og rygende skorstene, græssede en flok hvide får. Der var fyrre stykker, måske flere. De gik roligt omkring i det bløde græs og åd kløver og mælkebøtter. Og blandt dem, med en lang stav i hånden og en fløjte i lommen, sad en dreng på en sten. Han var fårehyrden. Hver morgen gik han op til bakken med fårene. Hver aften gik han ned til landsbyen igen. Hans opgave var enkel. Han skulle passe på, at fårene ikke gik vild. Og han skulle holde udkig efter ulven, der somme tider sneg sig op fra skoven.

Solen klatrede højere op på himlen. Bierne summede i kløverblomsterne. En stork fløj langsomt over engen med lange ben hængende efter sig. Fårene brægede stille for sig selv. Bæ. Bæ. Bæ. Drengen sad på sin sten og kiggede ned på landsbyen. Han kunne se kvinderne, der gik til brønden. Han kunne se manden, der huggede brænde bag sit hus. Han kunne se børnene, der legede ved springvandet. Og han sukkede. Det var altid det samme. Samme bakke. Samme får. Samme lange, lange dag. Han gabte og kastede en sten ned i græsset. Han ønskede, at noget, hvad som helst, skulle ske.

Så fik han en idé. Det var ikke en god idé. Det var sådan en idé, som en kedet dreng får på en lang, varm dag. Han huskede, hvad de voksne altid sagde til ham, før han gik op på bakken. 'Hvis ulven kommer, så råb! Råb så højt du kan, så kommer vi og hjælper dig.' Drengen smilede for sig selv. Det ville være så sjovt. At se vaskekonen slippe sit vasketøj. At se mølleren løbe med mel på hænderne. At se alle onklerne og tanterne komme styrtende op ad bakken for at hjælpe ham. Og så ville det vise sig, at der slet ikke var nogen ulv. Han lo højt ved tanken, så fåret nærmest ham kiggede op forundret.

Drengen sprang op på sin sten. Han fyldte lungerne med luft, så meget luft som han overhovedet kunne. Og så råbte han, så højt han kunne, ned mod landsbyen: 'UUULV! ULV! Der er en ulv på bakken! ULV!' Stemmen sprang mellem stenene. Den gav genlyd ned ad skråningen. Den nåede helt ned til torvet. Og nede i landsbyen standsede alt. Vaskekonen tabte vasketøjet i baljen. Mølleren tabte sin melsæk. Smeden lod hammeren falde. Børnene ved springvandet tav. Alle kiggede op mod bakken. Og alle begyndte at løbe.