Stadsmusikanterne i Bremen

På en gammel bondegård boede en ærlig bonde og hans æsel. Æslet havde slidt for ham i mange år. Det havde båret sække til møllen i al slags vejr, gået op ad bakker med tunge læs og aldrig klaget. Men nu begyndte æslet at blive gammelt. Ryggen blev stivere, benene blev tungere, og en morgen hørte det bonden sige til sin kone: 'Det æsel dur ikke længere. I morgen gør jeg det af med ham.' Æslet stod helt stille i sin bås. Det forstod præcis, hvad bonden mente. Så tænkte det: 'Det vil jeg ikke vente på. Jeg tager af sted i aften. Jeg har en smuk stemme, det har jeg altid haft. Jeg går til Bremen og bliver stadsmusikant.'

Så snart månen steg op over taget, smuttede æslet ud gennem lågen og begyndte at gå mod den store by. Vejen var støvet, træerne hviskede i vinden, og stjernerne tændtes en for en på den lilla himmel. Æslet følte sig mærkeligt let om hjertet. Det var på vej mod noget nyt. Det prøvede sin stemme forsigtigt, så ingen skulle høre: 'Iaa, iaa.' Det lød ret kønt, syntes det, mod den stille nattevind. Det ville blive en udmærket stadsmusikant. Det var det sikker på. Og sådan fortsatte det fremad med små bestemte skridt, et gammelt æsel der nægtede at give op.

Det havde ikke gået ret langt, før det fik øje på en gammel hund, der lå ved vejkanten. Hunden peb tungt og så bedrøvet ud, som om den havde løbet hele natten. 'Hvad er der i vejen med dig, min ven?' spurgte æslet venligt. 'Ak,' sukkede hunden, 'jeg er gammel nu, og min husbond syntes ikke jeg duede til jagt længere. Han ville gøre det af med mig, så jeg løb min vej. Men hvad skal jeg stille op? Jeg kan jo ikke tjene mit udkomme ude på landevejen.' Æslet tænkte sig om et øjeblik. 'Hør her,' sagde det så, 'jeg er på vej til Bremen for at blive stadsmusikant. Du har en kraftig og dyb stemme. Følg med mig og slå pauker i orkestret!' Hunden logrede med halen for første gang i flere dage.