Kejserens fårekyllingebur

Langt bag de blå bjerge, i et land hvor tagene bøjede sig som vinger og lygter gyngede i aftenbrisen, lå et stort palads. Inde i paladset boede en kejser, som var stolt af mange ting, men allermest stolt var han af sin samling af fårekyllinger. Han havde toogtyve fårekyllinger i toogtyve små bure, og de sang for ham, når dagen blev til nat. Burene stod på række på en lang hylde af rødt træ, alle udskåret med drager, lotusblomster og små måner. Den, der tog sig af fårekyllingerne, var en lille pige, der hed Mei, og hun var den eneste i hele paladset, der ikke talte højt.

Mei var otte år gammel, og hendes opgave var den stilleste i hele paladset. Om morgenen gav hun fårekyllingerne friske melonstykker og fyldte deres små skåle med vand. Om eftermiddagen fejede hun gulvet omkring burene med en blød bambuskost. Om aftenen lyttede hun omhyggeligt, for en god fårekyllingepasser skal kunne høre, om en af dem er ked af det eller træt. Mei lyttede så godt, at hun kunne kende hver fårekylling alene på dens sang. Hun havde givet dem alle navne inde i hovedet: Te-spjælen, Store Perle, Mosrøst, Bambussøm, og mange flere. Ingen andre vidste, hvad de hed.

Kejserens yndling var en stor fårekylling, der hed Gyldingen. Gyldingen boede i det fineste bur, lavet af elfenben og guldtråd, og den sang højt og klart som en lille klokke. Når kejseren ville sove, blev Gyldingens bur stillet ved siden af hans seng, og dens sang gav genlyd mellem væggene. Hele hoffet sagde: 'Ingen fårekylling synger så smukt som Gyldingen.' Mei nikkede høfligt hver gang, hun hørte det, for hun var en høflig pige. Men hun vidste noget, som ingen anden i paladset vidste, noget hun havde lagt mærke til en aften, da hun gik forbi en krukke med jasmin.

I hjørnet af fårekyllingestuen, bag en krukke med duftende jasmin, havde Mei fundet noget helt sit eget. Det var en lillebitte fårekylling, knap større end et riskorn, der havde gemt sig i en revne i gulvet. Den var brun som te og havde to fine antenner, der bevægede sig som græsstrå i vinden. Når Mei bøjede sig nær, kunne hun høre en lyd så svag, at den næsten ikke fandtes: zri-zri-zri, lige så tynd som en sølvtråd. Hun holdt vejret i et helt minut for at være sikker. Det var ikke vinden. Det var ikke en myg. Det var sang.