Hvorfor katten gik glip af dyrekredsen

For længe, længe siden, højt over skyerne, boede Jadekejseren i et palads af silke og stille lys. En aften lænede han sig ud over kanten af balkonen og kiggede ned mod jorden. 'Menneskene har brug for noget at tælle årene med,' sagde han blidt for sig selv. 'Jeg vil bede tolv dyr om at låne deres navne til tolv år, så intet år bliver ens.' Han pustede ud, og pusten blev til en sølvfarvet sti, der snoede sig helt ned til skovene og flodbreddene nede på jorden.

Den sølvfarvede sti fandt vej hen over bjergene og ind i en lille lund, hvor der boede en kat og en rotte. De var bedste venner. Katten havde pels som mælk og store grønne øjne, der blinkede langsomt. Rotten var bittelille, kvik, og hendes knurhår dirrede, når hun lo. Om aftenen krøb de sammen under den samme rodvælt og delte de samme drømme. 'Det er rart at have en ven,' plejede katten at sige. 'Det er endnu rarere at have dig,' svarede rotten.

Den aften kom en mild vind ind mellem løvet og bar Jadekejserens stemme med sig. 'Hør mig, alle dyr,' hviskede vinden. 'I morgen, når solen står op, skal tolv af jer løbe over den store flod. De første tolv skal låne deres navne til årene.' Katten og rotten satte sig op og kiggede på hinanden med store øjne. 'Vi skal være med!' sagde rotten ivrigt. Katten gabte og strakte sig. 'Jeg er så let at vække,' sagde hun. 'Lov at du puffer til mig, når det er tid.' Rotten lagde poten på sit hjerte. 'Jeg lover.'

Nyheden spredte sig som vind gennem skoven. Oksen rejste sig langsomt og slibede hovene mod en sten. Tigeren strøg sig mod et træ og smilede for sig selv. Kaninen hoppede muntert i en lysning. Dragen løftede hovedet over floden og pustede små skyer ud. Slangen snoede sig i græsset, hesten prustede, geden græssede roligt, aben kravlede i en gren, hanen pudsede sine fjer, hunden logrede, og grisen rullede tilfreds i mosset. Tolv dyr, men kun tolv pladser. Alle spekulerede på, hvem der kom først frem.