Østen for sol og vesten for måne

Der var engang en fattig husmand, som havde så mange børn, at han næppe kunne give dem mad eller tøj. Alle børnene var smukke, men allersmukkest var den yngste datter. En torsdag aften sent på efteråret, da vinden tudede og regnen piskede mod hyttens vægge, sad familien samlet om ildstedet. Da lød der pludselig tre tunge bank på vinduesruden. Far rejste sig og gik ud for at se efter. Og hvad fik han at se i mørket derude? En stor hvid bjørn, vældig som en snedrive, med øjne, der lyste roligt i regnen.

'God aften til dig,' sagde den hvide bjørn med en lav, blød stemme. 'I lige måde,' svarede husmanden og mærkede vinden krybe ind under trøjen. 'Vil du give mig din yngste datter?' spurgte bjørnen. 'Giver du mig hende, skal jeg gøre dig så rig, som du nu er fattig.' Manden blev både glad og bange på samme tid. Han gik ind og fortalte det hele til sin familie. Den yngste datter rystede på hovedet. 'Nej,' sagde hun. 'Nej, det vil jeg ikke.' Da blev bjørnen og faren enige om, at han skulle komme tilbage næste torsdag aften og få et svar.

Hele ugen talte familien om bjørnen. Far fortalte om de fine klæder, det varme hus og den gode mad, de skulle få. Mor strøg hende over håret. Søskendene sagde, at hun var modig. Til sidst tænkte den yngste datter, at måske var det alligevel ikke så slemt. Hun vaskede og lappede sine pjalter, gjorde sig så fin, hun kunne, og pakkede sin lille bylt. Der var ikke meget at pakke. Da torsdag aften kom, stod den hvide bjørn igen uden for hytten, rolig som et snebjerg. Hun klatrede op på hans ryg, holdt fast i den tykke pels, og så fór det af sted.

De rejste længe gennem skove og over heder. 'Er du bange?' spurgte bjørnen. 'Nej,' sagde hun, 'slet ikke.' 'Hold godt fast i min lodne pels, så sker der dig intet.' Til sidst kom de til et stejlt, højt bjerg. Bjørnen bankede på bjergvæggen, og en port åbnede sig. Inden for lå et stort slot med stue efter stue, alle oplyste, alle glitrende af sølv og guld. Borde stod dækkede med de fineste retter. Bjørnen gav hende en lille sølvklokke. 'Når du ønsker dig noget,' sagde han, 'ringer du bare med den, så får du det straks.' Og sådan var det.