Troldmanden og månebærrene

Langt ude på den nordiske mose, hvor tuerne stod som små øer og tågen lagde sig blødt mod jorden, boede en gammel troldmand ved navn Algot. Han boede alene i et lavt stenhus med tag dækket af mos og lyng, og om vinteren lyste hans vinduer som et gult øje i mørket.

Men den ting, Algot elskede allermest, var multebær. Ikke de gule, bløde multebær, der lå i kurve på markedet. Nej, Algot kendte en hemmelighed, som kun få andre vidste om. Dybt inde i mosen, hvor ingen almindelig person turde gå ud om natten, voksede multebær, der kun modnedes i månelyset. De kaldtes månebær, og de smagte som honning blandet med den friske duft af en sommerregn.

En augustiaften, da månen var rund som en mønt og sølvskinnende, tog Algot sin lygte fra krogen ved døren. Det var en mærkelig lygte, den lyste ikke med ild, men med et blåhvidt skær, som han selv havde tryllet derind engang i sin ungdom. Han hængte kurven over armen, tog sin grå kappe på og gik ud i natten.

Mosen om natten var ikke mørk som en kælder, den lyste med sit eget svage lys. Mosset skinnede grønt, vandet i de små pytter spejlede himlen, og af og til hørte man en frø kvække dybt nede mellem tuerne. Algot kendte hver sti udenad. Han vidste, hvilke tuer man kunne træde på, og hvilke der sank under foden.

Snart nåede han det sted, han søgte, et åbent stykke mose, hvor jorden lignede et blødt rødorange tæppe. Der stod månebærrene på rad, de guldgule frugter fyldt med månelys indefra, som om hvert bær bar på sin egen lille sol. Algot stoppede og tog et dybt åndedrag. Hvert år mærkede han den samme ro, når han så dem.

Algot satte lygten på en tør tue og lagde kurven fra sig. Derefter tog han et blidt åndedrag og begyndte at nynne. Det var ingen melodi, man kunne synge efter, det var mere en lyd, en lav vibrerende summen, som om han talte med selve jorden. De bær, der endnu var lidt grønne, svarede på nynningen ved langsomt at blive mere gyldne, modne, klare.