Sampo Lappelill

Højt oppe på Laplands fjelde, hvor sneen ligger dyb og vinden hvisker mellem stjernerne, boede en lille dreng, der hed Sampo Lappelild. Han boede med sin mor og far i en kåte af rensdyrskind, og røgen fra ilden steg som en grå tråd op mod himlen. Udenfor gik rensdyrene og ledte efter lav under sneen. Polarnatten havde været lang den vinter. I mange uger havde solen ikke kigget frem over fjeldkanten, og alle ventede på, at den skulle komme tilbage.

Sampo var en lille dreng med røde kinder og brune øjne. Han sad ofte ved ildens kant og hørte far fortælle om ulven, om nordlyset og om Hiisi, fjeldenes herre, der boede højt oppe på fjeldet Rastekais. Hiisi var lang som en gran og kold som is, sagde far. Han ville gøre natten evig. 'Vær forsigtig, når du går ud, Sampo,' sagde mor og svøbte rensdyrpelsen tættere om ham. Men Sampo var nysgerrig. Han ville vide, om solen virkelig var væk for altid, eller om den snart skulle komme tilbage over sneen.

En morgen, da far og mor stadig sov, krøb Sampo ud gennem kåtens åbning. Sneen knirkede under hans små sko, og åndedrættet frøs til små hvide skyer foran munden. Stjernerne lyste hårdt og koldt over fjeldet, og himlen var helt sort. 'Jeg skal bare kigge efter solen,' tænkte Sampo. 'Kun et lille øjeblik.' Han gik et stykke bort fra kåten, længere og længere, indtil røgen ikke længere kunne ses bag ham. Hjertet slog hurtigere i brystet. Det var første gang, han var alene ude på fjeldet, og sneen glitrede rundt om ham, som om hele verden var en sovende bjørn.

Pludselig hørtes der et trampen i sneen. Et vildt rensdyr, stort og smukt, kom løbende imod ham fra mørket bag en stor sten. Det havde sølvgrå pels, mørke kloge øjne og varme åndedrag, der dampede i luften. Sampo blev ikke bange. Rensdyret så på ham med en underlig alvor, som om det kendte ham fra længe siden. Han rakte hånden ud, og før han nåede at tænke sig om, var han sprunget op på rensdyrets ryg og havde grebet fat i pelsen. Rensdyret rejste sig på bagbenene, og af sted bar det over sneen, hurtigere end vinden, så stjernerne så ud til at rinde forbi som strømme af lys.