Månens glemte vuggevise

Det var en stille aften i et lille gult hus. Ude hviskede vinden i birken. Inde lyste kun én lampe, varm og gylden. Mormor Vendela sad ved sengen. Hendes lille barnebarn sov allerede, blødt og varmt. En lille hånd lå oven på dynen. Vendela ville synge en vuggevise. En vuggevise som hendes egen mormor havde sunget for længe, længe siden.

Men visen ville ikke komme. Vendela huskede en lille bid. La la… noget om en båd. Noget om en stjerne. Og så… nej, det var væk igen. Så blev alt stille inde i hovedet. Hun lukkede øjnene og prøvede at huske. Hun ledte i sit hjerte. Men der var bare stilhed. Hun hviskede: 'Åh, lille vise, hvor er du gået hen?'

Vendela sukkede blødt. Hun strøg barnebarnets lille hånd med én finger. 'Sov godt alligevel, min skat,' hviskede hun. Hun slukkede lampen. Klik. Kun månen lyste nu, stor og rund uden for vinduet. Hans lys var sølvhvidt og helt roligt. Det faldt over dynen. Det faldt over Vendelas skuldre. Alt var helt, helt stille.

Oppe på himlen havde månen lyttet. Månen lytter altid, hver aften. Han hører alle små hvisken nede på jorden. Han hører børn der falder i søvn. Han hører katte der spinder. Han hører mødre der nynner. Og månen huskede. Han huskede en vuggevise fra meget, meget længe siden. Den samme vise som Vendela havde glemt. Han havde gemt den i sit lys.

Månen tænkte lidt. Så smilede han blødt. 'I aften,' tænkte han, 'skal visen komme hjem.' Han sænkede langsomt en sølvtråd ned mod huset. Tråden var tynd som et spindelvæv og blank som måneskin. Den gled gennem natten uden en eneste lyd. Forbi skyerne. Forbi en søvnig fugl. Ned, ned, mod det lille gule hus.

På tråden sad en bitte lille møl. Hun var grå som tåge og blød som en sky. Hendes vinger var små som kronblade. I hendes små vingeslag boede en vise. Netop den vise, som Vendela havde glemt. Møllen kunne den udenad. Hun havde båret den længe. Nu skulle hun bære den hjem.

Stille, stille gled møllen ned langs tråden. Forbi taget. Forbi tagrenden. Forbi en sovende blomst i vindueskarmen. Hun standsede ved Vendelas vindue. Hun hvilede lidt på karmen. Så bankede hun på ruden med en blød lille vinge. Tap. Tap. Tap. Så stille, at kun den der lytter godt efter kan høre det.