Stilhedsvogteren i efterårsskoven

Dybt inde i en gammel skov, hvor træerne havde stået så længe, at ingen længere kunne huske deres alder, boede der en, som meget få har set. Hun var lille og uldet, cirka så stor som en kanin på bagbenene, og hun bar en grå kappe, der slæbte blødt i løvet, når hun gik. Hendes øjne lignede to dugdråber i daggryet. Hun hed Mossa, og hun var Stilhedsvogteren. Hver aften, når solen sank bag bakkerne og himlen blev af honning og purpur, begyndte hun sin runde gennem skoven. Hendes opgave var enkel og alvorlig: at tysse verden ned til natten.

Det var efterår, og skoven var klædt i orange og guld. Løvet på ahornen lyste som små lygter, og birketræerne var blevet gyldne fra top til rod. Jorden var dækket af et blødt tæppe af nedfaldne blade, der raslede stille, når Mossa gik hen over dem. Hun trak langsomt den kølige luft ind. Den smagte af røg, af æbler og af jord, der snart skulle sove. Mossa standsede et øjeblik og så sig omkring. 'God aften, kære skov,' hviskede hun. 'Det er tid til, at vi gør os klar.' Og skoven lyttede, for den kendte hendes stemme.

Det første, hun mødte, var vinden. Den dansede højt oppe mellem trætoppene og fik birkebladene til at hvirvle ned som guldmønter. Vinden var ikke ond, bare lidt mere kåd, end natten kan tåle. Mossa løftede sin lille hånd og sagde helt venligt: 'Kære vind, du har løbet hele dagen. Du har båret fuglesang og frøhuse og dufte gennem hele skoven. Nu må du gerne sætte dig lidt.' Vinden tøvede, som om den helst ville lege videre. Men så sukkede den langt og roligt og lagde sig til ro mellem grenene. Skoven blev en lille smule mere stille.

Da vinden havde lagt sig, kunne Mossa høre egernene. De snakkede højt i en stor gran om frø og kogler og hvem der havde gemt hvad. De skændtes venligt og lo og dryssede nåle ned over hinanden. Mossa gik hen til granen og bankede let på stammen. 'Gode venner,' sagde hun, 'natten er på vej. Jeres huler er varme, og I har samlet nok for i dag.' Egernene blev forbavset stille og kiggede ned på hende. Et efter et sprang de ind i deres huler, ordnede halerne som tæpper over sig selv og lukkede øjnene. Granen knirkede tilfreds.