Fyrpasseren der puttede mågerne

Langt, langt ude i havet lå en lille klippeø. På øen stod et gammelt hvidt fyrtårn. Det var smalt og højt og kiggede ud over bølgerne. I fyret boede en gammel mand, der hed Henrik. Henrik havde hvidt hår og varme øjne. Han havde boet i fyret i mange, mange år. Han kendte havet bedre end nogen anden.

Henrik boede ikke alene på øen. På de lave klipper nedenfor fyret boede mange måger. Hvide måger, grå måger, små måger og store måger. Om dagen fløj de over havet og fiskede i de glitrende bølger. Om aftenen kom de altid hjem til deres små kroge i klippen. Henrik havde lært alles navne. Hver eneste én. Det havde taget lang tid, men nu kunne han dem alle.

Hver aften, når himlen blev mørkeblå, satte Henrik sin kop fra sig og rejste sig. 'Nå, mine venner,' sagde han blødt. 'Nu er det tid.' Han tog sin tykke trøje på. Så begyndte han at gå op ad fyrets lange, smalle trappe. Trin for trin.

Øverst i fyret stod den store lygte. Den var lavet af glas og messing og blank som et spejl. Henrik tændte den forsigtigt. Plop. Et varmt, gult lys blev født. Lygten begyndte langsomt at dreje. Vrrrrr. Det store lys strøg ud over havet. Langt, langt væk. Det sagde til bådene: her er klipperne, her er vi, alt er trygt.

Så vendte Henrik om og gik ned ad trappen igen. Han åbnede den lille dør nederst. Vinden hviskede. Havet susede. På klippen sad mågerne og ventede på ham. De så op med blanke, venlige øjne. 'Godaften, små venner,' sagde Henrik.

Først gik Henrik hen til den allerældste måge. Han hed Gustav. Gustav havde grå fjer og var næsten lige så gammel som Henrik selv. 'Godaften, Gustav,' sagde Henrik. Han strøg blidt hen over de bløde fjer. Gustav lukkede øjnene. Han sukkede et lille, tilfreds måge-suk.

Så gik Henrik hen til de små mågeunger. De var lodne og runde som dunkugler. De peb stille, da Henrik bøjede sig ned. 'Sov godt, små dun,' hviskede han. Han puttede dem dybere ned i deres bløde kroge. De gabte. Bitte små måge-gab. Aaaah.