Løven og musen

Det var en varm eftermiddag på den store gule slette. Solen stod højt på himlen og fik græsset til at glimte som guld. Langt borte tonede bakkerne blå i varmen, og et ensomt akacietræ stod som en grøn paraply midt i lyset. Under det træ, i den køleste skygge, lå en stor og stærk løve. Han hed Leo, og han var kongen der. Hans manke var tyk og guldgul, hans poter var store som tallerkener, og hans åndedræt gik langsomt og dybt. Han sov. Bierne summede. Græsset raslede en smule. Verden var rolig, og Leo drømte om svale bække og lange, dovne dage.

I græsset, et stykke derfra, løb en lille mus. Han hed Milo. Han havde blød grå pels, små runde ører, en næse, der altid dirrede, og en lang tynd hale, der fulgte efter ham som en snor. Milo havde travlt. Han ledte efter små frø, små stykker frugt og alt andet, der kunne tages med hjem til hans hule under en sten. Han løb frem. Han løb tilbage. Han standsede og snusede. Han løb igen. For Milo var sletten et kæmpestort land af høje gule strå, lige så stort, som havet er for en fisk. Og lige som han hoppede hen over en blød, gul, varm tue, tænkte han slet ikke på, hvor han satte fødderne.

Den varme tue var ikke en tue. Den varme tue var en løvepote. Milo hoppede hen over den og opad noget stort, blødt og gyldent. Det lugtede af dyr. Det bevægede sig langsomt op og ned. Og længst fremme så han pludselig to store, lukkede øjne, en sort snude, og en mund, hvor to hvide hugtænder stak ud. Milo standsede pludseligt midt på løvens snude. Han var løbet tværs over Leos ansigt. Han stod helt stille. Hjertet slog så hurtigt, at det næsten raslede. Og under hans små fødder begyndte løvens øjenbryn at trække sig. En knurren, dyb som torden langt borte, voksede frem i Leos bryst.

Leo åbnede øjnene. To store, gyldne øjne. Han så den lille mus lige på sin snude, og før Milo nåede at tænke en eneste tanke, var en stor varm pote dalet ned omkring ham. Poten var blød udenpå, men stærk som en gren af et egetræ. Løven løftede musen højt op i luften og holdt ham mellem to klobesatte fingre, som om Milo var et lille legetøj. 'Hvem,' sagde Leo med en stemme, der lød som en fjern torden, 'hvem vover at løbe over et løves ansigt midt i hans middagslur?' Milo dinglede deroppe. Sletten så lille ud forneden. Han kunne næsten se helt hen til den blå bakke ved horisonten. Og han var bange, så bange at hans små poter rystede.