Aben og krokodillen

Ved det store hav stod et rosenæbletræ. Træet bar frugt hele året. Højt oppe mellem grenene boede en abe. Han hed Rødansigt. Rødansigt spiste søde rosenæbler hver dag. Han var glad og tilfreds deroppe i træet. Han så ud over det blå hav. Han lyttede til bølgerne, der plaskede mod stranden.

En morgen krøb et dyr op på stranden. Det var stort og grønt og havde en lang hale. Det var en krokodille. Han hed Grimme-Tryne. Grimme-Tryne lagde sig i den bløde sand. Han hvilede i skyggen under træet. Rødansigt kiggede ned fra en gren. Han råbte venligt: 'Goddag, hr. krokodille! Vil du smage mine rosenæbler?'

Rødansigt plukkede søde frugter og kastede dem ned. Krokodillen spiste og blev meget glad. 'De smager som honning!' sagde Grimme-Tryne. 'Tak, kære abe.' De snakkede længe i skyggen. De lo og fortalte historier. Solen gik ned over havet. Snart kom krokodillen tilbage hver dag. De blev de allerbedste venner.

En aften tog Grimme-Tryne nogle rosenæbler med hjem. Hans kone smagte på en frugt. Hendes øjne blev store. 'Hvor har du fået dem fra? De smager himmelsk!' Krokodillen smilede stolt. 'Min ven aben giver mig dem. Han bor i et træ ved stranden.' Konen tyggede langsomt på den søde frugt. Inde i hendes hoved begyndte en slem tanke at vokse.

Konen så på sin mand med blanke øjne. 'Hvis frugten er så sød, må abens hjerte være endnu sødere. Hent hans hjerte til mig. Jeg vil spise det.' Grimme-Tryne veg tilbage. 'Men han er min ven! Det kan jeg aldrig gøre.' Konen rynkede panden og vendte sig bort. 'Så spiser jeg slet ingenting', sagde hun. 'Så sulter jeg mig selv.'

Krokodillen kunne ikke sove den nat. Han elskede sin kone. Han elskede også sin ven. Hjertet gjorde ondt hele vejen til stranden. Rødansigt sad højt oppe i træet. 'Hvad er der, kære ven? Du ser så bedrøvet ud.' Grimme-Tryne så ned i sandet. Han kunne ikke sige sandheden. I stedet fandt han på en historie.

'Min kone vil byde dig på middag', sagde krokodillen. 'Hun har lavet fine retter. Hun har hængt blomster op på døren. Vil du følge med hjem til os?' Rødansigt smilede glad. 'Hvor sødt! Men jeg bor i et træ, og I bor i havet. Jeg kan ikke svømme.' Grimme-Tryne svarede hurtigt: 'Sæt dig på min ryg. Jeg bærer dig trygt over bølgerne.'