Månekaninen

En klar nat lyste månen stor og sølvskinnende over skoven. Langsomt, langsomt klatrede månen selv ned ad en stråle af sølvlys, klædt som en venlig gammel vandringsmand i en blød sølvgrå kappe. Han var træt og kold, og hans stemme var stille som en hvisken. 'Kære dyr i skoven,' sagde han, 'kan nogen hjælpe en lille gammel vandringsmand i aften?'

En lille ræv kom listende gennem mosset. 'Jeg hjælper dig,' sagde hun blidt, og løb til bækken og hentede en skinnende fisk. Snart kom en abe svingende ned fra trætoppene. 'Værsgo, kære vandringsmand,' sagde hun, 'jeg har modne ferskner fra det høje træ.' Den gamle smilede varmt til sine to søde venner.

I en lille hule ved siden af en stor sten boede en blød lille kanin, der hed Lova. Hun kiggede i sin skål, men den var tom. 'Jeg har ingenting at give,' hviskede Lova trist. Så tog hun sit varme pelstæppe og bredte det ud over den gamle vandringsmand, og inviterede ham ind i sin lille hyggelige hule for at hvile sig. Den gamle blinkede med blanke øjne, for Lovas venlighed varmede ham helt ind i hjertet.