Nattens trinsten

Soli kunne ikke sove. Hun havde ligget længe i sin seng og talt alt, hvad hun kunne komme i tanke om: knapperne på trøjen, sprækkerne i gulvet, hvor mange gange katten sukkede i sin kurv. Hun havde også vendt puden tre gange for at finde den allerkøligste side, men puden var allerede lunken overalt. Og hun havde talt baglæns fra hundrede og var blevet væk for sig selv ved toogtreds. Men søvnen kom ikke. Hendes øjne var vidt åbne, og hendes tanker gik i små, langsomme cirkler. Til sidst stod hun op og gik på tæer gennem gangen, ud på verandaen, hvor aftenluften var kølig og næsten helt stille.

Det var den time mellem aften og nat, hvor himlen er blå som blåbærsaft, og husene ser ud til at trække vejret langsommere. Soli satte sig på det øverste trappetrin med fødderne mod det kølige træ. Hun kiggede op. Langt derovre over skovkanten tændtes en eneste lille stjerne, så tydelig, at hun næsten kunne høre den. Den blinkede én gang. Så blinkede den igen, lidt længere, som om den ville fange hendes blik. Rundt om hende var der helt stille. Kun fårekyllingerne spillede i græsset, og et sted bag hækken mumlede en frø for sig selv, mest af vane. Soli trak vejret og mærkede, at aftenluften smagte lidt af høns og nyklippet græs og aftenkaffe fra naboens køkken.

Soli hviskede tilbage: »Hej.« Hun følte sig en smule fjollet, man siger vel ikke hej til stjerner, men så skete der noget mærkeligt. Stjernen blev pludselig tydeligere, som om den lænede sig frem. Og inde i hendes hoved, midt i hendes egne tanker, hørte hun en meget rolig stemme. »Ved du,« sagde stemmen, »at nattehimlen er lagt med trinsten? Kun de, der næsten sover, får øje på dem.«

Soli holdt vejret. Hun kiggede op igen, helt langsomt, og blinkede, sådan som hun plejede lige før hun faldt i søvn, det lidt tunge blink, hvor øjenlågene føles bløde. Og så så hun dem. En sten, lige over verandagelænderet, lyste blødt som en våd lille måne. Og længere væk endnu en. Og længere væk endnu en. De var runde og varme og dannede en lang, forsigtig bue op over hele himlen.