Shahrazad begynder et eventyr

Langt borte, i en by hvor tagenes kupler glimtede som månedug og jasminen duftede gennem natten, lå et palads med mange buede vinduer. Der boede en konge, som ikke kunne sove. Han hed Shahryar, og hver aften, når lygterne blev tændt i gården, satte han sig ved vinduet og så ud over husene, der langsomt blev stille. Alt blev søvnigt undtagen han.

Ved sengens fod stod en kop svalt vand med blomsterblade i, og udenfor hørtes en ugle, der råbte én gang og så blev tavs. Kongen sukkede. 'Endnu en nat uden søvn,' sagde han. Da bankede nogen sagte på døren, tre korte, venlige bank, som om nogen ville hilse uden at vække.

Ind trådte Shahrazad. Hun var paladsets fortæller, kendt i hele byen for sin rolige stemme og sine drømmende eventyr. Hun bar et sjal med små sølvtråde og havde en bog i hånden, selv om hun næsten aldrig åbnede den, hun kunne alle sine eventyr udenad. 'God aften, herre,' sagde hun. 'Jeg hørte, at månen er vågen. Jeg tænkte, at vi kunne lytte sammen.'

Kongen smilede en smule, for det var svært at lade være med at smile, når Shahrazad kom ind. Hun satte sig på en pude nær vinduet, vendte bogen i skødet uden at åbne den og kiggede op mod nattehimlen. 'Jeg har et eventyr til dig,' sagde hun. 'Det er ikke langt. Men det er søvnigt som en kat på en pude, og det vil bare have, at du lytter.'

'Der var engang,' begyndte Shahrazad, 'en lille gård inde i en by, der lignede vores. Midt på gården var der en fontæne af blå og hvide fliser, og i fontænen plaskede vandet så stille, at det næsten lød, som om det hviskede. Ved siden af fontænen, på en pude af fløjl, lå en killing. Hun hed Mishmish, og hun var den mest søvnige killing i hele verden.'

Mishmish elskede tre ting: vandet i fontænen, duften af jasmin og den lille stjerne, der hver aften dukkede frem først af alle, lige over gården. Stjernen havde også et navn, sagde Shahrazad. Hun hed Nour, som betyder lys. Og hver aften, når Mishmish gabede og kiggede op, vinkede Nour til hende med et lille blinkende skær.