Svampefolket i skoven

Dybt inde i skoven, hvor mosset er blødt, vokser små røde svampe med hvide pletter. Under hver svamp bor en lille en. Det er svampefolket. De er ikke større end et egeblad. Når aftenen kommer, kigger de ud. Skoven bliver rolig. Det er snart tid.

Solen synker bag granerne. Himlen bliver lyserød. Himlen bliver lilla. Vinden hvisker i bladene, sjjj, sjjj. En lille svampefolkpige hedder Mira. Hun ser op på himlen. 'Det er tid til lygteparaden,' siger hun blidt. Det er den samme aften hvert år. Kun én gang.

Mira plukker et blad. Et gult birkeblad, blødt og tyndt. Hun folder det til en lille lygte. I midten lægger hun en lysorm. Lysormen lyser varmt, som en lille sol. Bladet gløder gult indefra. Mira smiler. Lygten er klar.

Mira går fra svamp til svamp. Hun banker blidt. Bank, bank. 'Det er tid,' hvisker hun. En efter en kommer svampefolket ud. De har også blade. Røde blade. Gule blade. Brune blade. Hvert blad bliver en lygte. Hver lygte får en lille lysorm.

Snart er de mange. Ti, tyve, måske flere. Hver og en holder sin lygte højt. Lygterne lyser, lygterne lyser. De lyser gult. De lyser orange. De lyser rødt. Det ser ud som små stjerner på jorden. Skoven er stille. Kun små fødder på mosset.

Mira går forrest. Hun er lederen i aften. Hun vinker med sin lygte. 'Følg med,' siger hun. Og svampefolket går. Et lille optog. Lygterne lyser, lygterne lyser. De går mellem bregnerne. De går over en lille sten. De går blødt, blødt.

En lille humlebi sidder på et blad. Hun er træt. Hendes vinger er foldet sammen. Mira stopper. 'Sov godt, lille humlebi,' hvisker hun. Humlebien brummer blidt, brrr, brrr. Så bliver hun stille. Hun sover. Optoget går videre. Lygterne lyser, lygterne lyser.

Optoget kommer hen til en bæk. Vandet glimter i månelyset. Plop, siger en lille dråbe. Plop, siger en til. Svampefolket samles ved kanten. De holder deres lygter over vandet. Vandet spejler lygterne. Nu er der dobbelt så mange lys.

Mira begynder at synge. En lille vise, blød og lav. 'Lys, lille lygte, lys i nat. Vis os vejen, blidt og stille.' De andre synger med. Deres stemmer er tynde og fine. Som vinden. Som blade. Som mos. Skoven lytter. Træerne bøjer sig blidt.