Drengen og elefanten

Langt borte, i et land hvor bjergene var grønne som mos og floderne langsomme som drømme, vågnede en dreng, der hed Niran, før solen var stået op. Det var en helt særlig morgen. I dag skulle han for første gang møde sin egen elefant. Hans bedstemor stod allerede ved ildstedet og formede små kugler af varmt klistret ris i bananblade. 'Du skal spise ordentligt', sagde hun blødt og lagde to risboller og et stykke mango i hans kurv. 'Og du skal lytte godt. Elefanten kommer til at lære dig mere, end du tror.' Niran smilede høfligt, men i hemmelighed tænkte han: i dag er det mig, der skal lære hende.

Da solen kravlede op over bjergene, gik Niran ned ad den fugtige jordsti til elefantlejren. Khun Anan, den gamle mahout, der skulle være hans lærer, ventede ved en stor bambusport. Bag porten, på en lysning fuld af sol og sommerfugle, stod en ung elefant. Hun var ikke stor som de voksne elefanter. Hun var omtrent lige så høj som en ladedør, med store bløde ører og en snabel, der bevægede sig nysgerrigt fra side til side. 'Dette er Bua', sagde Khun Anan roligt. 'Hendes navn betyder lotusblomst. Hun er to år. Hun er din, og du er hendes, og fra i dag lærer I hinanden at kende.'

Khun Anan satte sig på en stub og tørrede panden med et klæde. 'I dag har du en opgave', sagde han. 'Du skal lære Bua de fire ord, som enhver mahout bruger. Pai betyder gå. Yut betyder stop. Long betyder læg dig ned. Og dee, det er det vigtigste, det betyder godt, det betyder tak, det betyder jeg ser dig.' Niran nikkede ivrigt. Fire ord. Han kunne dem allerede udenad. 'Vil du begynde nu?' spurgte Khun Anan. Niran rettede ryggen, gik hen til Bua og trak vejret dybt. Han ville vise læreren, at han var klar. Han ville vise Bua, at han var hendes mahout. Han tænkte slet ikke på at lytte. Han tænkte kun på at tale.

'Pai!' råbte Niran med sin stærkeste stemme. 'Pai, Bua! Gå!' Bua rørte sig ikke. Hun blev stående på samme plet og kiggede på ham med to store, milde øjne. Hendes ører blafrede én gang, blødt som klæder i vinden. Niran mærkede, hvordan varmen krøb op i kinderne. Han råbte igen, endnu højere denne gang: 'PAI!' En lille fugl fløj forskrækket ud af et mangotræ. Bua blinkede roligt. Hun tog ikke et eneste skridt. Niran knyttede hænderne. Det skulle jo være nemt. Han havde fire ord, hun havde fire ord at lære, og dagen var lang. Hvorfor virkede det ikke? Bag sig hørte han Khun Anan rømme sig, venligt, men bestemt.