Den standhaftige tinsoldat

På en hylde i et barneværelse stod en række glade tinsoldater i røde frakker. Den allermindste havde kun ét ben, for der var kun en lille smule tin tilbage, da han blev støbt. Men han var tapper og rar, og han stod helt rank. Yderst på hylden dansede en papirballerina på én tå, blød og fin. 'Hvor er hun smuk,' tænkte den lille soldat stille ved sig selv.

En aften blæste det blidt udenfor, og vinduet gled langsomt op. Vinden pustede ind i værelset, og den lille soldat trillede ned, ned, ned fra hylden og ud ad vinduet. Han landede med et plask i en lille papirbåd, som barnet havde foldet tidligere. Båden vuggede ud på en vandpyt, der glimtede som en lille flod. 'Jeg er ikke bange,' tænkte den tapre soldat.

Pludselig svømmede en nysgerrig sølvfisk frem og slugte båden i én eneste stor, venlig mundfuld. Inde i fisken var der mørkt og stille, men den lille soldat stod helt rank. 'Snart er jeg sikkert hjemme igen,' hviskede han. Kort efter blev fisken fanget af en venlig fisker og båret hjem til aftensmaden. Da barnet åbnede fisken, trillede den lille soldat ud, blank og våd, men hel.