Spurven med den afklippede tunge

For længe, længe siden, i et lille hus i Japan, boede en gammel mand og hans kone. Manden var rar og tålmodig, men konen var sur og skændtes fra morgen til aften. Da de ingen børn havde, holdt manden en lille tam spurv til selskab. Han kaldte hende Suzume San, frøken Spurv, og elskede hende, som var hun hans eget barn. Hver aften, når han kom hjem fra arbejdet på markerne, åbnede han buret og lod hende flyve frit i stuen. Han lærte hende at bukke med sit lille hoved, og hun lærte hurtigt.

En morgen gik manden ud for at hugge brænde i skoven, og konen blev hjemme for at vaske. Dagen før havde hun lavet en stor skål risstivelse til at stive tøjet med. Men da hun kom for at hente den, var skålen helt tom. 'Hvem har stjålet min stivelse?' råbte hun. I samme stund fløj den lille spurv ned fra sin pind, bukkede sit fjerhoved så høfligt, som hun havde lært, og kvidrede: 'Det var mig, der spiste den. Jeg troede, det var mad til mig. Tilgiv mig, kvidre-kvidre-kvidre!'

Men konen ville ikke tilgive. Hun havde aldrig holdt af spurven, og nu fik hun endelig en grund til at rase. 'Du tog min stivelse med den tunge!' skreg hun. 'Så skal du mærke, hvordan det er at leve uden!' Hun greb saksen, der lå på bordet, fangede den lille fugl i sine hårde hænder og klippede tungen af hende. Så jagede hun spurven ud gennem døren, uden tanke for, hvor den stakkels fugl skulle hen. Suzume San fløj skælvende af sted over rismarkerne, tavs og blødende, mens konen gik tilbage til sin stivelse og blev ved med at mumle.

Om aftenen kom manden hjem fra skoven. Som sædvanlig ventede han, at Suzume San ville flyve ham i møde, kvidrende og glad, og slå sig ned på hans skulder. Men huset var stille. 'Hvor er min lille spurv?' spurgte han bekymret. Konen lod først, som hun ikke vidste det. Men manden gav sig ikke, og til sidst fortalte hun det hele, hvordan spurven havde spist stivelsen, hvordan hun selv havde klippet tungen af og jaget den væk. Hun viste ham endda den lille tunge. 'Hvordan kunne du være så grusom?' hviskede manden, og en stor sorg fyldte hans hjerte.