Hvorfor bjørnen har en stumphale

Der var engang en kold, kold vinter. Sneen lå blød og hvid over hele skoven. Træerne havde hvide huer på grenene. Søen var dækket af blank, blå is. Der var så stille. Så meget stille. Kun vinden hviskede i fyrretræerne. Vissss. Vissss. Og en stor brun bjørn gik langsomt mellem træerne. Stamp. Stamp. Stamp. Hans pels var varm og tyk. Og bag ham svingede en lang, lodden hale. Svisj. Svisj.

Bjørnen hed Brumle. Han var stor og stærk. Han var sød og lidt langsom. Brumle kunne lide honning. Brumle kunne lide bær. Og lige nu kunne Brumle lide at gå en tur i den fine sne. Han standsede og snusede i luften. Sniff. Sniff. Hvad var det, han mærkede? En lille duft mellem fyrretræerne. Der lugtede af fisk. Frisk, blank fisk. Brumles mave rumlede. Krrrr. 'Hvem har fisk herude i skoven?' undrede Brumle. Og han begyndte at gå mod duften. Stamp. Stamp. Stamp.

Mellem fyrretræerne gik der nogen. Lille. Hurtig. Med en lang rød hale, der svingede til siden. Det var ræven. Han hed Mikkel. Mikkel havde tynde ben. Mikkel havde spidse ører. Mikkel havde kloge øjne, der blinkede. Og Mikkel havde et stort, snedigt smil. I munden bar han en snor. Og på snoren hang fisk. Én fisk. To fisk. Tre fisk. Mange, mange fisk! De skinnede som sølv i solen. Tyvefisk! Han havde taget dem fra nogen. Men det vidste kun Mikkel selv.

Brumle og Mikkel mødtes på stien. Brumle blev stor i øjnene. 'Åh!' sagde han. 'Sikke nogle fine fisk! Hvor har du fået dem fra, lille ræv?' Mikkel smilede sit allerstørste smil. Han stak halen i vejret. 'Åh, hr. Brumle,' sagde han med sød stemme. 'Jeg har været ude og fiske. Jeg fiskede dem selv. Hele morgenen.' Mikkel sagde det, som om det var det letteste i hele verden. Brumles mave rumlede igen. Krrrr. Han kiggede på fiskene. Han slikkede sig om munden. 'Fiske,' hviskede Brumle. 'Det vil jeg også.'

Mikkel ræv tænkte og tænkte. Og så fik han en idé. En rigtig snedig idé. 'Det er pærelet, hr. Brumle,' sagde han. 'Det kan De sikkert lære.' Mikkel pegede ud mod søen. Den blanke, blå is skinnede i solen. 'Gå ud på isen,' sagde Mikkel. 'Find et sted, hvor isen er stærk. Og lav et lille hul.' 'Et hul?' sagde Brumle. 'Ja, et hul,' sagde Mikkel. 'Et lille rundt hul, omkring så stort.' Mikkel tegnede et hul i sneen med poten. Brumle nikkede langsomt. 'Et hul,' sagde Brumle. 'Og hvad så?'