Vinterkongens råd

Langt inde i skoven, hvor granerne stod tæt og mosset voksede i bløde ringe, fandtes en lysning, som dyrene kaldte Rådspladsen. Hvert efterår, når løvet begyndte at gulne og vinden bar en duft af kold jord, samledes alle dyrene der. De kom for at vælge, hvem der skulle holde vagt hele vinteren, mens de andre sov. Det var en gammel skik, ældre end de ældste fyrretræer, og ingen vidste rigtigt, hvem der havde fundet på den. Men hvert år, når den første rimfrost lagde sig på bladene, vandrede dyrene stille gennem skoven mod lysningen.

Dette efterår var luften usædvanligt stille. Bladene faldt uden at rasle, og himlen havde fået den dybblå farve, der kun kommer lige før vinteren. En efter en kom dyrene ud af skoven. Ræven med sin buskede hale. Grævlingen med tunge skridt. Egernene i en lille klynge, hviskende til hinanden. Og højt oppe på en gren sad en gammel ugle, der hed Vinterkongen, selvom hun egentlig var en hun. Det var hende, der ledte rådet, og hun havde gjort det i halvtreds efterår.

Da alle havde samlet sig, bredte uglen sine vinger ud og sagde med rolig stemme: 'Vinteren er på vej. Snart falder den første sne, og så lukker de fleste af os øjnene indtil foråret. Men nogen må våge. Nogen må lytte efter de lyde, som ikke hører til i skoven. Hvem vil være vagtholder i år?' Der blev stille i lang tid. Så trådte hjorten frem. Han var stor og stolt, med en krone af gevirer, der glinsede i aftenlyset. 'Det vil jeg', sagde han, og hans stemme lød som en klokke.

'Jeg har de skarpeste øjne i hele skoven', sagde hjorten. 'Jeg kan se en hare hoppe over en bakke på den anden side af dalen. Jeg kan se en ræv liste sig gennem sneen, før han selv mærker det. Ingen våger bedre end jeg.' Han stampede let med hoven, så rimfrosten knasede under den. Dyrene så på ham og nikkede. Det var sandt, at hjortens øjne var skarpe, og hans stolthed føltes næsten som en varme i den kolde luft. Uglen kiggede ned fra sin gren, men sagde ingenting.