Søstjernen der kunne ønske

Det var en aften ved havet. Solen var næsten gået ned, og himlen var lyserød og lilla som en blomst. En lille pige, der hed Liv, gik langs stranden. Sandet var køligt under hendes tæer. Bølgerne sagde sjjj, sjjj, helt roligt.

Liv ledte efter muslinger. Hun bøjede sig ned og kiggede i en lille vandpyt mellem stenene. Der var små krabber og blanke sten. Men nederst i pytten lå der noget andet. Noget der lyste. Noget der funklede som en stjerne under vandet.

Liv stak forsigtigt hånden ned i det kølige vand. Hun løftede noget blødt og varmt op. Det var en søstjerne! En lille søstjerne med fem arme, og den lyste som en lygte. Liv holdt vejret. Hun havde aldrig set noget så smukt før.

Så hørte Liv en bitte lille stemme. Den lød som når vinden hvisker gennem græsset. 'Hej Liv,' sagde stemmen. Liv så sig omkring. Var det bølgerne? Var det mågerne? Nej. Det var søstjernen. Den talte med en stemme der funklede, lige så lille som den selv.

'Du har fundet mig,' sagde søstjernen. 'Og derfor må du ønske dig noget. Kun én ting. Kun noget lille. Tænk dig godt om, Liv.' Liv satte sig på den varme sten. Ét lille ønske. Hvad skulle hun ønske sig? Hun kunne ønske sig så mange ting.

'Måske,' tænkte Liv, 'måske en fin lille sten.' Hun kiggede på stenene rundt omkring. De var glatte og smukke. En glat sten kunne rulle i lommen og være med hende overalt. Men søstjernen ventede stille, og Liv mærkede, at hun ville ønske sig noget endnu finere.

'Eller,' tænkte Liv videre, 'måske en lille sandkrabbe, der vil være min ven.' Hun så en krabbe løbe sidelæns hen over sandet. Den var sjov. Men en krabbe ville måske hellere bo i havet end hos hende. Liv ville ikke gøre nogen lille ked af det.

Liv så op mod himlen. Månen var lige kommet frem. Den var rund og blank som en sølvtallerken. 'Måske,' hviskede Liv, 'måske kan jeg få at høre, hvordan månen lyder.' Søstjernen smilede lidt. Men Liv mærkede, at det heller ikke var det rigtige. Hun tænkte og tænkte.