Teltnatten og den mærkelige lyd

Det var den første rigtige sommeraften hos farmor og farfar, og Vilma og Otto skulle sove i teltet i haven. Vilma var otte år og syntes, hun var ret modig. Otto var fem og syntes, alt var spændende. Teltet stod under den store æbletræsgren, mellem ribsbuskene og den gamle havebænk. Solen var lige gået ned, og himlen var lyserød og blå på samme tid. Farmor havde givet dem hver sin termokande med varm mælk og to madder i en plastikboks. 'Råb, hvis der er noget,' sagde farfar. 'Vi er lige inden for køkkendøren.'

Inde i teltet duftede der af nyt stof og græs. Vilma havde sin lommelygte med, og Otto havde sin stofkanin med, som hed Bonk. De rullede soveposerne ud side om side og trak lynlåsen i døren op, så der kun var en lille sprække tilbage. 'Vi har brug for lidt luft,' sagde Vilma med voksenstemme. Otto nikkede og puttede Bonk ind under hagen. Gennem sprækken kunne de se græsplænen, og længere væk lyste det varme gule lys fra køkkenvinduet. Det føltes, som om de var langt hjemmefra, selvom de slet ikke var det.

Otto snakkede længe om, hvad de skulle lave i morgen. Bygge en hule. Fiske i grøften. Spise pandekager til morgenmad. Vilma lyttede med det ene øre og kiggede op i teltloftet, hvor en myg gik frem og tilbage i lommelygtens lys. Efter et stykke tid blev Otto mere stille. Han sagde noget om Bonk og pandekager, og så stoppede sætningen midt i. Vilma slukkede lommelygten. Mørket kom ind som vand i en kop. Det var ikke et ulækkert mørke. Det duftede bare af græs og varme jordbær.

Lige da Vilma også skulle lukke øjnene, hørte hun det. En lyd. Ikke en tydelig lyd, mere som en rasleraslen, en knitren, som når nogen træder forsigtigt i tørre blade. Hun lå helt stille. Lyden stoppede. Så begyndte den igen, lidt længere væk. Raslen. Raslen. Det lød, som om der var noget lige ved teltkanten, ved ribsbusken. Vilma holdt vejret. Otto trak vejret dybt og roligt ved siden af hende. Hun rakte hånden ud og prikkede ham forsigtigt på skulderen. 'Otto,' hviskede hun. 'Otto, vågn op.'