Abekongen låner havet

For længe siden, på et bjerg fuldt af ferskentræer og bløde skyer, boede en lille abe der hed Sun Wukong. Pelsen var gylden som efterårslys, og øjnene var lige så nysgerrige som to små lygter. Når de andre aber sov middag, sad Sun Wukong og kiggede op mod himlen. Der var en sky, højt og hvidt og rundt, og han ville så gerne nå den. Men skyen var langt væk, og hans ben var korte. 'Jeg har brug for noget at støtte mig på,' hviskede han for sig selv.

En gammel skildpadde der lå og solede sig ved en dam hørte aben. 'Hvis du søger noget fint og stærkt,' sagde hun langsomt, 'så findes det i Østhavet. Der bor Dragekongen i et palads af perlemor. Han er gammel og klog og venlig, og han har mange sælsomme skatte.' Sun Wukong satte sig op. Østhavet! Han havde aldrig set havet. Kun hørt vinden hviske om det når den kom fra øst og lugtede af salt og tang.

Sun Wukong takkede skildpadden og drog af sted mod øst. Han sprang over bække, klatrede over bakker og fulgte vinden, indtil jorden skrånede nedad og luften smagte salt. Så så han det: et stort, blåt, åndende hav. Bølgerne rullede ind mod stranden som bløde, hvide får. Sun Wukong satte sig i sandet og stirrede. Havet var større end alle bjerge han nogensinde havde set.

'Hvordan kommer man ned til Dragekongens palads?' undrede Sun Wukong højt. Da steg en sølvgrøn fisk op af en bølge. Den havde øjne som små måner. 'Dragekongen venter kun på høflige gæster,' sagde fisken. 'Sig dit navn til havet og buk, så åbner det vejen.' Sun Wukong rejste sig, bukkede dybt mod bølgerne og sagde: 'Jeg hedder Sun Wukong, og jeg kommer i fred.' Da faldt vandet til ro, og en lang trappe af blå sten viste sig under overfladen.

Han gik forsigtigt ned ad trappen. Det mærkelige var, at han ikke blev våd. En blød, varm luftboble fulgte med ham, som en usynlig kappe. Omkring ham svømmede fisk i alle regnbuens farver. Der var en skildpadde der bar en lygte af perle på ryggen, og en søhest der fulgte med små, høflige nik. 'Velkommen, lille gæst,' sagde søhesten blødt.