Købmanden og ånden

For længe siden, i et land med gule sandklitter og palmelunde, levede en købmand der hed Hassan. Hassan var rig på guld, jord og venner, men det vigtigste for ham var hans kone og hans tre børn. En dag måtte han ride langt bort for at ordne sine forretninger. Han pakkede sin sadeltaske med tørt brød og søde dadler, kyssede sine børn på panden og red ud i ørkenen. Solen brændte, vinden hviskede i sandet, og Hassans hest trampede tålmodigt fremad over hede klipper i mange dage.

På den fjerde dag blev varmen så streng, at Hassan drejede af vejen og ledte efter skygge. Han fandt et stort træ ved en klar kilde. Taknemmeligt bandt han hesten til en gren, satte sig i mosset og tog dadlerne frem. Han spiste langsomt og kastede daddelstenene til alle sider, sådan som man gør, når man hviler og ikke tænker på noget. Da han var mæt, bøjede han hovedet og begyndte at bede sin aftenbøn. Vandet klukkede. Vinden var sval. Hassan tænkte, at han snart ville være hjemme igen.

Midt i bønnen hørte Hassan et brag, som om himlen revnede. En støvvirvel rejste sig ved kilden, og ud af støvet steg en kæmpe. Det var en ånd, hvid af alder, lige så høj som tre kameler oven på hinanden, med et lynende sværd i hånden. 'Rejs dig', brølede ånden, 'jeg må dræbe dig, for du har dræbt min søn!' Hassan rystede. 'Kære herre, jeg har ikke set nogen søn. Hvordan skulle jeg kunne have gjort noget så frygteligt?' 'Du kastede daddelsten', sagde ånden tungt. 'En af dem ramte min søn, da han gik usynlig forbi. Han faldt sammen. Og nu vil jeg gøre det samme med dig.'

Hassan faldt på knæ. 'Jeg har en kone og tre børn, der venter på mig derhjemme. Vær så venlig, giv mig et år. Bare et år, så jeg når at ordne alt, hvad jeg ejer, sige farvel og dele ud af det, jeg har, til dem der trænger. Så sværger jeg ved himlen, at jeg kommer tilbage til netop dette træ og netop denne kilde, og da må du gøre med mig, hvad du vil.' Ånden bøjede hovedet og tænkte. Hans øjne glødede. 'Sværger du det ved himlen?' 'Jeg sværger.' Ånden sænkede sit sværd. 'Så ses vi her om et år. Glem det ikke. En ånd glemmer aldrig.' Og i en sky af støv var han borte.