Dragen der fløj forbi månen

Der var engang en dreng, der hed Olle. Han boede i et lille gult hus ved foden af en bakke. Om morgenen vågnede han og mærkede vinden mod vinduet. Vinden hviskede blødt. Den ville lege.

Olle satte sig ved køkkenbordet. Der lå et stort ark gult papir. Ved siden af lå fire lige birkepinde og et nøgle med hvid tråd. Mor smilede og sagde: 'I dag er en god dag at bygge en drage.' Olle nikkede. Han havde ventet længe.

Han lagde pindene i kryds. To lange, to korte. Han bandt dem fast med tråden. Hans fingre var små, men omhyggelige. Han lagde papiret ovenpå og bøjede hjørnerne forsigtigt. Det knitrede, knitrede, da papiret bøjede sig.

Så bandt han en lang hale af gult bånd. Han bandt små sløjfer langs hele halen. En, to, tre, fire. Han talte stille. Da dragen var færdig, holdt han den op. Den var let som en fjer. Den var gul som solen.

Olle tog huen og vanterne på. Han gik ud. Vinden mødte ham ved lågen. Den blæste i hans hår. Den blæste på hans kinder. Den trak forsigtigt i dragens hale, som om den ville sige: kom, kom op på bakken.

Han gik op ad stien. Græsset bøjede sig. Mælkebøtterne nikkede. Helt oppe på bakken stoppede han. Han så ud over landsbyen. Han så sit eget lille gule hus. Han så skyerne, der var som bløde puder på himlen.

Olle slap dragen langsomt. Vinden tog den. Den løftede sig. Først kun lidt, kun over hans hoved. Så højere. Og højere. Tråden løb mellem hans fingre. Han lo højt. Det var en helt almindelig eftermiddag. Og alligevel ikke.

Dragen steg forbi svalerne. Svalerne kiggede. De hviskede til hinanden: 'Hvor er den på vej hen?' Dragen smilede bare med sin hale af gule sløjfer. Vinden bar den videre. Olle stod stille og kiggede opad. Han mærkede tråden vibrere, blødt og varmt.

Snart var dragen højere end de højeste skyer. Olle kunne næsten ikke se den. Bare en lille gul prik mod den blå himmel. Og højere steg den. Forbi et fly. Piloten blinkede. Dragen blinkede tilbage med en sløjfe.