Sindbads anden rejse

I byen Bagdad boede der engang en købmand, der hed Sindbad. Han havde allerede sejlet over havene én gang og var kommet hjem rig, og længe levede han tilfreds i sit smukke hus. Men efter et stykke tid begyndte fødderne at klø igen. Han savnede saltet i luften og vinden i sejlene. Han savnede de fremmede øer, hvor han aldrig havde sat sin fod. Og så, en morgen, samlede han fine varer sammen, gik ned til floden og gik om bord på et stort skib. En glad flok købmænd fulgte med, og vinden tog fat i sejlene. Sindbad stod ved rælingen og smilede ud over havet, for nu skulle han se verden igen.

Skibet sejlede i mange dage. De gik fra ø til ø og fra hav til hav, og i hver havn købte og solgte købmændene deres varer. Vinden var altid kølig og god. En morgen, da solen netop var stået op, fik udkigsmanden øje på en grøn plet langt borte. Snart lå en ø lige foran dem, så smuk, at alle holdt vejret. Træerne bar modne frugter i alle farver. Fugle med blanke fjer fløj mellem grenene og sang små, glade viser. Klare bække løb ned mod stranden. Skipperen lod kaste anker, og købmændene klatrede ned i bådene og roede i land for at strække benene og fylde på med ferskvand.

Sindbad gik længere ind på øen end de andre. Han fandt et sted ved en bæk, hvor mosset var blødt, og solen skinnede gennem løvet i grønne pletter. Der satte han sig ned med sin lille madpakke. Bækken klukkede. Vinden hviskede i kronerne. Før han vidste af det, var han faldet i søvn. Da han slog øjnene op, var skyggerne lange. Han skyndte sig tilbage til stranden, men der var intet tilbage. Ingen købmænd, ingen både. Langt, langt ude på havet så han kun sejlet på sit eget skib, og det blev mindre og mindre, til det forsvandt i det blå. De havde glemt ham. Sindbad var helt alene på øen.

Sindbad satte sig på en sten og prøvede at tænke. At græde hjalp ingen, det vidste han. Han måtte se sig om. Han klatrede op i det højeste træ, han kunne finde, og spejdede til alle sider. På den ene side lå havet blåt, på den anden strakte øen sig med skove og dale. Da fik han øje på noget mærkeligt. Langt borte, midt på en åben slette, lyste noget stort og hvidt. Det var rundt som en kuppel og så stort som et hus. Sindbad blev nysgerrig. Hvad kunne det være for et ting, midt ude på en mennesketom ø? Han mærkede sig retningen, klatrede ned og begyndte at gå mod det hvide.