Aladdin og den vidunderlige lampe

For længe siden, i en stor by i Kina, boede der en fattig skrædder ved navn Mustapha. Han havde en søn, der hed Aladdin, en doven og legesyg dreng, som hellere løb i stræderne med andre slyngler end lærte sig et håndværk. Hvor meget hans mor end bad og græd, ville Aladdin ikke arbejde. Til sidst gik sorgen så dybt ind i Mustaphas hjerte, at han døde. Mor og søn sad tilbage i den lille stue med tomme hænder. Moderen spandt bomuld fra morgen til aften for at holde dem i live, mens Aladdin løb ud på gaden, så snart hun vendte ryggen til.

En hed eftermiddag, mens Aladdin sad på en sten og kastede daddelsten i støvet, kom en fremmed mand hen til ham. Manden havde langt skæg, en mørk kappe og øjne, der glimtede underligt under turbanen. 'Er du ikke Mustapha skrædderens søn?' spurgte han blødt. 'Jo,' svarede Aladdin, 'men far døde for længe siden.' Da slog den fremmede hænderne sammen, og tårerne kom. 'Kære dreng! Jeg er din onkel! Jeg har været borte i fyrretyve år og kommet hjem for at finde min bror, og nu er han væk.' Han kyssede Aladdin på panden og bad ham skynde sig hjem og fortælle det til sin mor.

Derhjemme blev moren forundret. 'Far havde en bror,' sagde hun, 'men jeg troede, han var død.' Alligevel dækkede hun aftensmad så godt hun kunne. Den fremmede kom med vin og frugt, kyssede stedet, hvor Mustapha plejede at sidde, og tørrede sine øjne. Han kaldte sig Aladdins onkel og lød trøstende. Næste dag tog han Aladdin med på en basar, købte ham en fin dragt og viste ham hele byen. Da de kom hjem om aftenen, smilede moren for første gang i lang tid. Men om natten, mens Aladdin sov, sad den fremmede i mørket og smilede for sig selv. Han var ingen onkel. Han var en mægtig troldmand fra Afrika, og han var rejst langt for at finde netop denne dreng.

Næste dag førte den falske onkel Aladdin langt uden for byen, forbi smukke haver og kølige springvand. De gik og gik, indtil bjergene rejste sig foran dem som mørke porte. Aladdin var træt og bad om at vende om. 'Bare lidt til,' sagde troldmanden og fortalte muntre historier for at holde drengens mod oppe. Til sidst standsede de mellem to stejle bjerge, i en smal dal, hvor ingen fugle sang. 'Her,' sagde troldmanden, 'skal jeg vise dig noget underfuldt. Saml pinde.' Aladdin adlød, og troldmanden tændte en ild. Han strøede et pulver i flammerne og mumlede ord, der ikke var som andre ord.