Den første vending

Sommeraftenen lå lun og stille over den lille havn på vestkysten. Solen var allerede begyndt at læne sig mod horisonten, og vandet i bugten var næsten blankt, kun rynket uden for molen, hvor en svag brise kom ind. Edvin var ni år og stod på broen i sin gule redningsvest med to fingre stukket ned i lommen. Ved siden af ham lænede morfar sig ud over rælingen på den lille træjolle og løsnede fortøjningen. Båden gyngede blødt mod fenderne. 'I aften sejler du,' sagde morfar. Han sagde det, som om det slet ikke var noget særligt. Men for Edvin var det det mest særlige, han kunne tænke sig.

Båden hed Mågen, og det var den mindste båd i hele havnen. Den havde et hvidt, en smule gulnet sejldug, der var rullet om bommen, en lakeret ræling, der duftede af gammelt varmt fyrretræ, og bundbrædder, der skinnede blanke efter mange somres saltvand. Edvin steg ned i båden et trin ad gangen, præcis som morfar havde lært ham. Hop aldrig ned i en båd, sagde morfar altid. En båd er ikke en stol. Den bevæger sig, mens du bevæger dig. Båden gyngede, og Edvin satte sig hurtigt på toften. Der duftede af tjære og hav og noget sødt fra strandengene længst inde i bugten.

Morfar steg ned efter ham, forsigtigt og sikkert, så båden næsten ikke bevægede sig. Han satte sig på toften længst agter, ved rorpinden, og begyndte at løsne det hvide sejl fra bommen. 'I dag er det en jævn nordvestlig,' sagde han. 'Perfekt vind for en nybegynder. Tre meter i sekundet, måske fire ude mellem holmene.' Edvin nikkede, som om han forstod præcis, hvad det betød. Egentlig vidste han kun, at 'jævn' var godt, og at der ikke var nogen store bølger i bugten. Sejlet rullede ud og raslede lidt, da det foldede sig frit ud, som et stort lyst ark. Morfar trak storsejlet op langs masten, langsomt, et ryk ad gangen, indtil det stod ret og stramt mod den lyse himmel.

'Inden vi går ud, har du brug for ordene,' sagde morfar og nikkede mod bommen, den lange træstang, der holdt sejlets nederste kant. 'Det her er bommen. Den svinger over, når vi vender. Den er ikke vred, men man respekterer den.' Han pegede på et mindre sejl forude i stævnen, der lå sammenrullet. 'Det er fokken. Den bruger vi i hårdere vind. I dag sejler vi kun med storsejlet.' Så viste han to sider af båden. 'Den side, vinden kommer fra, er luv. Den anden, hvor båden hælder, er læ. Luv og læ. Sig det.' 'Luv og læ,' sagde Edvin og forsøgte at holde ordene i munden, som om de var små sten.