Arakne og Minerva

For længe, længe siden, i et solrigt land ved det blå hav, boede en pige, der hed Arakne. Hun voksede op i en lille landsby, hvor husene var malet i terrakotta og citron, og hvor oliventræerne hviskede i aftenbrisen. Araknes far var en simpel farver, der dyppede uld i kar med purpur, og hendes mor var ikke længere i live. Men der var én ting, Arakne kunne bedre end nogen anden i hele landet, og det var at væve. Allerede som ganske lille satte hun sig ved sin mors gamle vævestol og trådede den med fingre, der syntes at vide alt af sig selv.

År gik, og Arakne voksede op til en ung kvinde med kvikke hænder og roligt blik. Hendes vævninger blev kendt i hele egnen. Når hun tog ulden i dens rå tilstand og rullede den, eller skilte trådene med fingrene, til den så let ud som en sky, eller snurrede tenen med vante greb, var det som at se på noget magisk. Bønder kom fra fjerne landsbyer bare for at se. Selv skovenes nymfer forlod deres kilder og lunde for at sætte sig ved hendes fødder og se hende arbejde. 'Det er, som om Minerva selv havde lært hende det,' hviskede de til hinanden.

Men da nymferne sagde ordene 'Minerva har lært hende', mørknede Arakne i blikket. Minerva var visdommens gudinde, og hun var også gudinden for vævning og al håndens kunst. Hun boede oppe på Olympen, langt hinsides skyerne. Og Arakne brød sig ikke om tanken om, at nogen, ikke engang en gudinde, skulle have lært hende det, hun selv havde øvet sig på i tusind stille timer ved vævestolen. 'Der er ingen, der har lært mig,' sagde hun højt. 'Alt, hvad jeg kan, kan jeg af mig selv. Lad Minerva prøve sin dygtighed mod min, hvis hun tør. Taber jeg, så må jeg tage straffen.' Vinden blev pludselig stille. Oliventræerne tav. Nymferne så på hinanden med uro i øjnene.

Højt oppe på Olympen, hvor skyerne samledes om de hvide søjler, hørte Minerva hvert ord. Hendes ugle sad på skulderen og blinkede alvorligt. Andre guder ville have kastet lyn ned med det samme, men Minerva var visdommens gudinde, og vise væsener forsøger først at forstå. Hun tog sin gyldne hjelm af, sit skjold og sin spydspids. Så lagde hun en grå kappe over skuldrene, og hendes hår blev sølvfarvet og derefter hvidt. Hendes ryg bøjedes. Da hun til sidst steg ned til jorden, var hun en gammel kvinde med rynket ansigt og en stav i hånden. Ingen i landsbyen ville kunne kende hende. Og så vandrede hun mod Araknes hus.