Simurghen på bjerget Qaf

Langt hinsides de persiske dale, hvor ørkenen møder himlen og daddelpalmerne svajer i aftenvinden, rejser der sig et bjerg, som intet kort kender. Det hedder Qaf, og dets top er gemt i skyer af sølv. På dette bjerg, i en rede så stor som en have, bor Simurghen, den ældste fugl i verden. Hendes fjer skinner som regnbuer efter regn, og hendes stemme er blød som vind gennem siv. Hun har været til, siden stjernerne var unge, og hun har set hver solopgang siden tidens begyndelse. Hun kender alle verdenshjørner og alle dufte; hun ved, hvornår sandet køler af, og hvornår månen er gul som honning. Denne aften lytter Simurghen nøje, meget nøje, for nede i dalen hører hun noget, hun ikke havde ventet, en lille, lille lyd, der ikke hører hjemme mellem sten og vind.

Det er en lille gråd, tynd som en silketråd, så tynd at kun ører, der har lyttet i tusind år, kan høre den. Simurghen bøjer sit store hoved ud over bjergkanten og kigger ned. Dér, mellem stenene ved en kølig kilde, ligger et lille barn svøbt i et blåt sjal med små guldstjerner broderet i kanten. Ingen voksen er i nærheden. Kun stjernerne ser, og en ensom sandræv, der lister forbi uden at standse. Simurghen tøver ikke. Hun breder sine vinger ud, så store at de skygger over halve dalen, og flyver ned med et eneste blødt vingeslag, der end ikke rører sivet ved kilden. Hun løfter barnet lige så varsomt, som man løfter et æg, lægger det ind til sit varme bryst og bærer det med op til sin rede i skyerne.

I reden findes bløde fjer i alle farver, der findes: rosenrøde, mosgrønne, himmelblå og solgule, og nogle, der glitrer, som om de havde fanget en gnist af måneskin. Der dufter af safran og regn og varme sten, og inderst inde er der en duft af kanel og peberkrydderi fra karavaneveje langt borte. Simurghen lægger barnet mellem fjerene og synger en lav tone, der vugger skyerne. Hun giver barnet et navn: Parvâne, hvilket betyder sommerfugl. For som en sommerfugl var barnet kommet til hende, let og uventet, og lige så let skulle intet kunne skræmme ham. Parvâne holder op med at græde og falder i søvn, omsluttet af en vinge, der er blødere end alle tæpper i verden. Stjernerne over bjerget blinker langsomt, én efter én, som om de også vil ønske barnet godnat.