Ildfuglen

For længe siden, i et land hvor birketræerne stod hvide som lys mod himlen, regerede en konge ved navn Vuislaf. Midt i hans have voksede et æbletræ uden lige. Dets blade var små spejle af grønt, og dets frugter glimtede af rent guld. Når vinden bevægede grenene, lød det som klingende klokker. Kongen havde tre sønner, og den yngste hed Ivan. Hver morgen gik de med deres far gennem haven for at tælle æblerne, og hver morgen var der præcis lige så mange som aftenen før. Det træ var kongens største stolthed, hans øjesten.

Men en morgen kom kongen ud og så, at et af guldæblerne manglede. Næste morgen var endnu et borte, og så det tredje. Kongen blev meget bekymret. Hvem stjal hans æbler om natten? Han satte vagter, men vagterne sov. Han slap hunde løs, men hundene tav. Så, en stille og blid nat, listede kongen sig selv ud mellem træerne. Midt i mørket hørte han en susen af vinger, og pludselig lyste hele haven op, som om solen var født på ny. En kæmpestor fugl af guld og ild dalede ned, plukkede et æble og forsvandt lige så hurtigt som lynet. 'Ildfuglen,' hviskede kongen skælvende.

Næste dag kaldte kongen sine sønner til sig. 'Den, der fanger ildfuglen,' sagde han, 'skal få det halve af mit rige, mens jeg lever, og hele min krone efter mig.' De tre prinser bukkede dybt og lovede at forsøge. Den ældste, prins Dmitri, skulle våge først. Da aftenen kom, satte han sig under æbletræet med sin sabel over knæet. Stjernerne tændtes én efter én, og natten blev så lang og så stille. Dmitri lænede sig mod stammen, blinkede én gang, to gange, og så faldt hans hoved fremad. Han sov dybt. Om morgenen vågnede han ved kongens skridt på gruset, og endnu et guldæble var væk.

Kongen blev både bedrøvet og vred. 'Du har svigtet mig, min søn. I morgen våger din bror.' Den anden nat satte prins Vasilij sig under træet. Han havde taget en kande kvas med og en stor pelshue for at holde sig vågen. Han nynnede viser, han talte stjerner, han nev sig selv i armen. Men midnat er midnat, og søvnen krøb ind under kappen som en kat. Snart hvilede hans hånd på sabelhæftet, og snart faldt huen ned over hans øjne. Han sov så dybt, at han ikke engang hørte fuglen komme. Da morgenen brød frem, stod kongen der igen, og igen var et guldæble væk.