Dædalus og Ikaros

For længe siden, på den varme ø Kreta midt i det blå hav, levede der en mand der hed Dædalus. Han var den dygtigste håndværker i hele verden. Hans hænder kunne skære i træ, så det så ud, som om det åndede, og bygge maskiner, som ingen andre overhovedet kunne drømme om. Kongen på øen hed Minos, og han havde kaldt Dædalus hertil for at bygge noget helt mærkeligt: en stor labyrint med så mange gange og snoede korridorer, at ingen, som gik ind, nogensinde skulle finde ud igen. Ved Dædalus' side var altid hans søn Ikaros, en dreng med krøllet hår og øjne så blå som havet uden for vinduet.

Dædalus arbejdede længe på labyrinten. Han tegnede kort på pergament, han målte og regnede, han lod tusinder af sten bære derhen og sætte på plads. Da den var færdig, var den så indviklet, at den lignede floden Maiandros, der flyder frem og tilbage på sin vej mod havet. Kong Minos var tilfreds og takkede Dædalus. Men efter en tid blev kongen vred på ham over noget, som hverken Ikaros eller andre rigtig forstod. Minos befalede, at Dædalus og hans søn skulle lukkes inde i et højt tårn på øen. 'Her skal I blive,' sagde kongen, 'og aldrig mere forlade Kreta.'

I tårnet var der et eneste vindue, højt over havet. Ikaros pressede næsen mod stenrammen og kiggede ned. Langt under dem brusede bølgerne mod klipperne, og hvide måger kredsede om bådene i havnen. 'Far,' sagde han, 'kan vi ikke tage en båd og sejle væk?' Dædalus rystede på hovedet. 'Kongen vogter hvert eneste skib,' sagde han. 'Hans soldater gennemsøger hver last, før den får lov til at forlade øen. Den vej er lukket for os.' Han satte sig på en træbænk og så længe ud ad vinduet. Han så svalerne stryge forbi, og et smil voksede langsomt frem i hans skæg.

'Ikaros,' sagde Dædalus til sidst, 'kong Minos hersker over land og hav. Men over luften hersker han ikke. Den vej skal vi prøve.' Drengen forstod ikke helt, hvad faren mente. Men næste morgen begyndte Dædalus at samle fjer. Han samlede hver eneste hvid dunfjer op, som vinden havde båret ind gennem vinduet. Han byttede brød for fjer med vagten uden for døren. Han sendte Ikaros ud på den lille terrasse for at lede efter mågefjer mellem stenene. Snart havde de en bunke så stor som en sovende kat, blød og skimrende i lyset fra vinduet.