Pandoras æske

For meget længe siden, før der fandtes byer eller skibe eller et eneste menneske, var verden helt tom. Bjergene stod nøgne, floderne sang for sig selv, og stjernerne kiggede ned uden at vide, hvem de kiggede på. Da besluttede titanen Prometheus og hans bror Epimetheus at fylde jorden med liv. De bøjede sig over leret ved en stille flod, og med deres store, milde hænder formede de dyr af alle slags. Epimetheus uddelte gaver: pels til bjørnen, kløer til løven, vinger til fuglen, hurtige ben til hjorten. Det var et glædeligt arbejde, og brødrene smilede til hinanden under den store himmel.

Da alle dyrene havde fået deres gaver, stod mennesket tilbage, sidst af alt. Stakkels Epimetheus havde glemt at spare noget til hende. Han havde ingen kløer, ingen vinger, ingen pels tilbage at give. Mennesket skælvede i den kølige vind, blegt og nøgent mellem buskene. Da tog Prometheus sagen i sine egne hænder. Han gik op ad den gyldne sti, der førte til himlen, lod sin fakkel brænde mod solens vogn, og vendte tilbage til jorden med en gnist i hånden. Det var ilden. Han gav den til mennesket, og verden blev varmere den nat, end den nogensinde havde været.

Med ilden lærte menneskene utrolige ting. De varmede deres hjem mod vinterkulden. De smedede værktøj af jern og plove til markerne. De bagte brød i ovne og fortalte historier omkring lejrbålet, når stjernerne kom frem. De byggede store huse og små både og pæne byer på højene. Prometheus betragtede sit værk og var glad. Men højt oppe på bjerget Olympen, hvor guderne boede i sale af marmor og skyer, sad himlens konge Jupiter og rynkede panden. 'Den ild,' mumlede han, 'tilhørte os. Den var ikke Prometheus' at give bort. Og nu skal menneskene lære, at jeg ikke er let at glemme.'

Jupiter kaldte den kløgtige smedgud Vulcan til sig, hvis værksted lå dybt inde i et bjerg, hvor ildene brændte i tusind farver. 'Form mig en kvinde af ler,' befalede han, 'lige så smuk som en sommermorgen. Hun skal være den første kvinde på jorden.' Vulcan gik i gang og formede hendes ansigt og hænder og skuldre lige så omhyggeligt, som om han lavede en statue af sølv. Da hun var færdig, blæste guderne liv i hende, og én efter én trådte de frem for at give deres gaver. Venus gav hende skønhed. Mercurius gav hende ord, der klang som musik. Apollo lærte hende at synge. Minerva vævede en kappe til hende, lys som måneskin.