Atalanta og de gyldne æbler

For længe siden, i et solrigt land hvor olivenlunde skælvede i vinden og bjergsiderne lyste af vild timian, levede en pige som hed Atalanta. Hendes ansigt var, sagde man, alt for drengeagtigt til en pige og alt for pigeagtigt til en dreng, og hun løb hurtigere end nogen anden i hele Arkadien. Med bue over skulderen og pilekogger ved siden strejfede hun gennem skovene og kendte hver sti og hver kilde. Da hendes far engang spurgte et gammelt orakel om hendes fremtid, kom svaret stille og tydeligt: 'Atalanta, gift dig ikke. Ægteskab vil blive din ulykke.' Hun lyttede nøje. Så vendte hun ryggen til byens torv og gik tilbage ind i skoven, hvor hun hørte hjemme.

Men en pige der løb hurtigere end hjorten, kunne ikke skjules længe. Fortællinger om hende fløj fra by til by, og snart kom unge mænd fra nær og fjern for at fri til hende. De stod i hendes fars gård med blomster og løfter, men hun ville ikke giftes med nogen af dem. Til sidst fandt hun på et vilkår, der skulle jage dem alle bort. 'Den der vil have mig til hustru,' sagde hun, 'må kappes med mig i løb. Slår han mig, bliver jeg hans. Men slår jeg ham, må han betale med sit liv.' Hun håbede at de hårde ord ville skræmme hver eneste bort. I stedet kom der flere. For hun var smuk som en daggry, og mennesker er undertiden modigere end kloge.

På hver væddeløbsdag samledes hele egnen ved den lange sandede bane. Atalanta lod sin kappe falde og stod parat i en kort hvid dragt, let som vinden. Da startsignalet lød, fløj hun afsted som en pil. Solen blinkede i hendes hår, der lå over skuldrene som en gylden sky, og kanten af hendes kjole flagrede efter hende. Fødderne rørte næsten ikke sandet. Og hvor hurtigt frieren end løb, gled hun forbi ham, som om han stod stille. Den dag, som så mange dage før, gik det som hun havde lovet: den unge mand løb sit sidste løb. Folket sukkede og vendte hjemad, og Atalanta gik tilbage til skoven uden at se sig tilbage.