Drengen der gik til Nordenvinden

Langt oppe mod nord, hvor fyrretræerne stod tæt og tagene var dækket af groft gråt skifer, boede en gammel enke med sin søn. De havde ikke meget. En lille hytte med ét vindue, en ovn der rygede, når det blæste, og oppe på loftet et madhus, hvor melet blev opbevaret i en trækiste. Moderen var skrøbelig og kunne ikke længere gå op ad trappen, så drengen måtte selv hente melet. En morgen, da himlen var bleg og vinden vred sig om husets hjørner, tog han træskålen i hånden, bandt sin lille røde hue om hovedet og gik op til madhuset for at hente mel til grøden.

Drengen åbnede madhusdøren, dyppede skålen i melsækken og fyldte den helt op. Så gik han ud på trappen igen. Men netop da, fffhuuuuu!, kom Nordenvinden farende mellem fyrretræerne, blæste og pustede med fulde kinder og fejede alt melet op af skålen og bar det med sig gennem luften. Drengen stirrede. Skålen var tom. Han gik ind igen og fyldte den på ny. Han trådte ud på trappen. Og fffhuuuuu!, der kom vinden igen og tog melet for anden gang. Han gik ind en tredje gang, forsigtig nu, og holdt hånden som et tag over skålen. Men det hjalp ikke. Nordenvinden blæste, og drengens mel fløj af sted over skoven for tredje gang.

Da blev drengen vred. Han stampede i trappen, så skålen rasede. 'Det her er ikke rigtigt,' sagde han højt til sig selv. 'Vi har ikke andet hjemme end det mel, og Nordenvinden tager det hver eneste gang. Så får jeg vel gå hen og hilse på ham selv og bede om at få det tilbage.' Han hængte skålen på et søm ved døren, bandt huen om hovedet endnu en gang, og begyndte at gå. Vejen var lang. Han gik forbi tjørndamme, der spejlede himlen, forbi mosgroede sten og kvistede grantræer, forbi stier, hvor kun harens spor kunne ses. Han gik en hel dag og lidt til, og først sent om aftenen nåede han frem til Nordenvindens store hus, bygget af blå tømmerstokke, med vejrhaner på taget der drejede i alle retninger på én gang.