Askepot

For længe siden boede der en rig mand, hvis hustru blev meget syg. Da hun mærkede, at enden var nær, kaldte hun sin eneste datter til sig og sagde: 'Kære barn, vær altid god og from, så skal jeg se ned til dig fra himlen og våge over dig.' Så lukkede hun sine øjne og døde. Pigen græd ved sin mors grav hver dag, og da vinteren kom, dækkede sneen gravhøjen som et hvidt tæppe. Da foråret tog sneen bort, giftede hendes far sig igen.

Den nye hustru bragte to døtre med sig. De var smukke udenpå, men onde og sorte i hjertet. Snart begyndte svære tider for den lille pige. 'Skal det dumme stakkels væsen sidde i stuen sammen med os?' sagde de. De tog hendes fine klæder, gav hende en grå arbejdskittel og træsko, og jagede hende ud i køkkenet. Der måtte hun arbejde fra morgen til aften: bære vand, tænde ilden, lave mad og vaske. Om aftenen, når hun var træt, måtte hun lægge sig ved skorstenen i asken. Og derfor kaldte de hende Askepot.

En dag skulle faderen rejse til markedet. Han spurgte sine tre døtre, hvad han skulle have med hjem. 'Smukke kjoler,' sagde den første. 'Perler og ædelstene,' sagde den anden. 'Far,' sagde Askepot, 'giv mig den første kvist, der slår mod din hat på vejen hjem.' På hjemvejen red han gennem en grøn skov, og en hasselkvist strøg hans hat, så den faldt af. Han brækkede kvisten og tog den med hjem. Hjemme fik døtrene deres kjoler og perler. Askepot tog kvisten, gik til sin mors grav, plantede den der og vandede den med sine tårer.

Kvisten voksede og blev til et smukt træ. Tre gange om dagen gik Askepot derhen, græd og bad. Og hver gang kom en lille hvid due og satte sig i grenene. Når Askepot ønskede sig noget, kastede duen ned det, hun ønskede. Således skete det, at kongen lod udråbe en stor fest, som skulle vare i tre dage. Alle smukke, unge piger i landet var indbudt, for at prinsen kunne vælge sig en brud. Da de to stedsøstre hørte det, blev de glade. 'Askepot,' råbte de, 'kom og red vores hår, puds vores sko og spænd vores spænder. Vi skal til prinsens slot!'