Den unge Merlin i hulen

Langt borte, hvor bakkerne var grønne og tågen lagde sig langsomt over dalene, boede en dreng, der hed Merlin. Han var ikke særlig stor og ikke særlig lille, men han havde øjne, der lyste lidt mere end andres, når månen kom frem. Folk i landsbyen sagde, at han hørte ting, som ingen andre hørte, og at han nogle gange smilede til regnen, som om den fortalte ham en hemmelighed.

Merlin elskede ét sted mere end noget andet. Det var en lille hule ved foden af en bakke, gemt bag et forhæng af vedbend. Inde i hulen var det køligt og stille, og i midten lå en dam med vand så roligt, at himlen spejlede sig i det. Han kaldte den Det Stille Spejl, og dér gik han hen, hver gang han ville tænke.

Denne aften var der stille i landsbyen. Køerne var gået hjem, brødet stod på bordene, og stjernerne begyndte at titte frem én efter én. Merlin tog sin grønne kappe over skuldrene og listede ud gennem køkkendøren. Hans mor smilede til ham gennem vinduet, for hun vidste, hvor han gik hen, og hun vidste også, at hulen var et godt sted.

Stien op til hulen var smal og velkendt. Merlin kunne gå den med lukkede øjne: tre sten forbi rønnebærbusken, så en mosbeklædt høj, og dernæst svinget, hvor en ræv plejede at sidde og vaske sine ører. Ræven var der også i aften. Den blinkede til Merlin med langsomme øjne og fortsatte med at vaske sig, som om de havde en stille aftale.

Da Merlin trådte ind i hulen, slog en kølig duft af sten og vand ham i møde. Han satte sig på sin vante plads ved Det Stille Spejl og trak kappen tættere om sig. Han sagde ingenting. Han ventede bare, for sådan fungerede det. Vandet plejede at fortælle ting, men kun hvis man var lige så stille som det selv.

Langsomt begyndte noget at røre sig i vandet. Det var ikke bølger, for der var ingen vind, og det var ingen fisk, for dammen var for lille til fisk. Det var billeder. Små, klare billeder, der lyste frem fra dybet. Merlin lænede sig frem og holdt vejret, for billederne var helt og holdent hans egne.