Mesterkatten i støvler

For længe siden boede der en gammel møller i en lille landsby med tre sønner. Da mølleren døde, havde han ikke meget at efterlade sig: kun sin mølle, sit æsel og sin kat. Den ældste søn fik møllen, den mellemste fik æslet, og den yngste fik kun katten. Den unge mand sad på en træstub uden for hytten og sukkede tungt. 'Mine brødre kan tjene deres brød sammen', sagde han, 'men når jeg har spist min kat og lavet en muffe af dens skind, må jeg sulte ihjel.'

Katten havde hørt det hele, selvom han lod som om han sov. Han satte sig op, lagde hovedet på skrå og sagde med en meget alvorlig stemme: 'Sørg ikke, kære husbond. Skaf mig blot en pose og lad lave et par fine støvler til mig, så jeg kan løbe gennem torne og tidsler. Så skal du se, at jeg ikke er en så dårlig arv som du tror.' Den unge mand blinkede og stirrede. En kat der talte! Og en kat der krævede støvler! Men han havde intet at miste. Han tog sine sidste skillinger og købte et par små læderstøvler og en pose med snor i.

Katten trak støvlerne på meget pænt, hængte posen om halsen og greb snoren med begge forpoter. Så listede han af sted til en stor skovskråning, hvor der var masser af kaniner. Han lagde klid og mælkebøtter i posen, strakte sig ud på jorden og lå ganske stille, som om han var død. En lille kanin, som endnu ikke vidste, hvor snu verden var, hoppede nysgerrigt frem og krøb ned i posen for at mumse. Vips trak katten i snoren og fangede kaninen. Han var meget stolt af sin første fangst.

Med kaninen i posen gik katten lige til slottet og bad om at få audiens hos kongen. Han bukkede dybt, tog hatten af og sagde: 'Deres majestæt, min herre, den ædle markis af Carabas, har bedt mig overrække denne kanin som en gave.' Kongen smilede bredt og rynkede panden, for han havde aldrig hørt om nogen markis af Carabas. Men gaven var fin, og katten var høflig. 'Tak din herre', sagde kongen venligt, 'og sig ham, at hans gave glæder mig meget.' Katten bukkede igen og tassede hjem meget tilfreds.