Spindelen, væverskyttelen og nålen

Der var engang en ung pige, som mistede sin mor og far, mens hun endnu var et lille barn. Hendes gudmoder, en gammel og klog kone, tog hende til sig og lærte hende alt, hvad hun vidste: hvordan man spinder tråd, væver stof og syr med fine hænder. Det lille hus lå ved skovens rand, og pigen vandt sig snart til at arbejde tidligt og sent, med spindelen der snurrede og nålen der blinkede i lampeskæret.

Årene gik. Pigen voksede op og blev dygtig i alt sit arbejde. Men da hun var femten år gammel, blev gudmoderen syg. En efterårsdag kaldte den gamle hende til sin seng og tog hendes hånd. 'Kære barn,' sagde gudmoderen med svag stemme, 'jeg mærker, at min tid er omme. Jeg efterlader dig huset og de tre redskaber: spindelen, væverskyttelen og nålen. Vogt dem vel, de er mere værdifulde, end du aner.' Så lukkede gudmoderen øjnene for altid, og pigen stod alene.

Pigen sørgede dybt over sin gudmoder, men hun vidste, at arbejdet måtte fortsætte. Hver morgen satte hun sig ved rokken, hver eftermiddag vævede hun og hver aften syede hun i stearinlysets skær. Hendes stoffer var smukkere end nogen andens i landsbyen, og det virkede som om hendes hænder aldrig blev trætte. Mærkelig nok, jo mere hun delte af det, hun tjente, desto mere havde hun næste morgen. Det var som om gudmoderens velsignelse levede videre i væggene.

Langt herfra, i et prægtigt slot, boede en ung prins. Hans far kongen havde sagt til ham: 'Det er på tide, at du tager dig en hustru. Men hun skal være den fattigste og rigeste på én gang.' Prinsen forstod næppe, hvad det betød, men han grublede længe over ordene og besluttede til sidst at ride ud og søge. Han bad sine tjenere om at spænde for hestene, pakkede en simpel madpose og red ud i landet. Han red fra landsby til landsby, fra gård til gård, og spurgte og kiggede, men ingensteds fandt han den, han søgte.

Prinsen red gennem rige landsbyer og standsede ved velstående gårde. Han så piger i fine kjoler og med guld i håret, men ingen af dem fik hans hjerte til at stanse. Han red videre mod skoven. Der, ved et lille hus ved skovens rand, så han gennem vinduet en ung pige, der spandt. Hendes klæder var enkle, hendes hus var fattigt, men hendes ansigt lyste op af en ro og en glæde, han aldrig havde set før.