Drageægget ved arnen

I en lille landsby langt mod nord, hvor birketræerne var ved at blive gule og aftenluften duftede af brænderøg, boede der en smed, der hed Edvin. Hans smedje lå ved bækken, og hver morgen tændte han ilden i arnen og hørte kullene sukke, når de vågnede. Edvin var ikke gammel, men han var en stille mand, der bedst kunne lide at lytte. Hans hænder var mørke af sod, og hans forklæde duftede af jern og ild. Dette efterår skulle der ske noget, han aldrig havde kunnet ane, noget der begyndte ganske stille, midt i gløderne i hans egen arne.

En morgen, da Edvin rodede i kullene for at vække ilden, stødte hans jernspyd mod noget hårdt. Han bøjede sig ned og samlede det forsigtigt op af asken. Det var et æg. Et stort æg, større end hans knytnæve, varmt som en nybagt bolle og dækket af små pletter i kobber og gyldent rødt. Edvin holdt det i sine sodede hænder og blinkede forundret. Hvor kom det fra? Ingen høne kunne lægge sådan et æg. Og hvordan kunne det ligge midt i gløderne uden at brænde? Han lagde det varsomt på arbejdsbænken og stod længe helt stille og kiggede på det.

Edvin forstod, at ægget havde brug for varme, men ikke den brændende ild i arnen. Det havde brug for noget blødere, noget tryggere. Han ledte i hjørnet, hvor han havde halmen, som hestene åd, og tog en stor håndfuld. Så gik han til spinderiet i søsterens hus og bad om lidt fåreuld, den allerblødeste slags, som var lysegrå og duftede lidt af græs. Han flettede halmen til en lille kurv, lagde fåreulden i bunden som en pude og satte kurven helt op til arnen, hvor varmen kom fra siden, mild og jævn. Så lagde han ægget midt i ulden og nikkede stille for sig selv.

Dagene gik. Edvin arbejdede som sædvanlig i smedjen, slog og formede jernet, men hver gang han gik forbi kurven ved arnen, standsede han op og lagde en hånd mod ægget for at mærke, om det stadig var varmt. Det var det altid. Nogle aftener syntes han, at det vibrerede ganske svagt, som om noget derinde åndede langsomt i søvne. Han fortalte ingen i landsbyen om sin opdagelse. Ikke bageren, ikke sin søster, ikke engang drengen, der kom med brænde om onsdagene. Han var ikke bange for, at de skulle le. Han ville bare bevare det stille, mellem sig selv og ægget.